EPILOG – Historien om Aalborg Steinerskole

Næsten lige siden jeg begyndte mit arbejde med Steinerkritisk Forum, har jeg fulgt Aalborg Steinerskole. Det har været en bemærkelsesværdig historie at være vidne til. Faktisk kan meget af det, jeg gennem årene har kritiseret ved Steinerbevægelsen, genfindes i historien om netop denne skole.

 

Sidste akt

Historien nærmer sig sin afslutning. Inden længe vil der muligvis ikke længere være en Steinerskole i Nordjylland.

For nylig skrev jeg om Steinerpædagogikkens nordjyske nedtur. Aalborg Steinerskole havde fået frataget sit statstilskud og var blevet mødt med et krav om at tilbagebetale millioner til staten. Forsøgene på en fusion med den problemfyldte Steinerinstitution Tusindstrålen kuldsejlede, og et nyt initiativ om at etablere en friskole på den fælles matrikel synes nu særdeles vanskeligt – ikke mindst efter de historier, der er kommet frem om den forestående lukning af Tusindstrålen.

Inde i Aalborg by findes fortsat en Steinerinstitution, som angiveligt er veldrevet. Men uanset dette tegner historien om Aalborg Steinerskole et billede af en Steinerpædagogik i alvorlig krise i Nordjylland. Skolens historie er samtidig blevet et eksempel på næsten alt det, jeg gennem årene har fundet anledning til at kritisere ved Steinerbevægelsen.

 

En sekterisk tilgang?

Jeg er meget tilbageholdende med at bruge ordet ”sekterisk” om Steinerskoler og Steinerinstitutioner. Men i forløbet omkring Aalborg Steinerskole synes der at være flere træk, som giver anledning til at diskutere netop dette.

Der synes blandt andet at have udviklet sig en udpræget ”os mod dem” tilgang, hvor ansvaret for problemerne i høj grad placeres hos omverdenen. Personaleudskiftningen har været markant. Alene siden 2022 har omkring otte personer været ansat i forskellige lederfunktioner.

Samtidig har udskamningen af kritiske medarbejdere været et tilbagevendende tema, og sygemeldinger har fulgt hinanden. En nylig aktindsigt, der blandt andet indeholder et kontoudtog, viser, at skolen inden for få måneder har modtaget sygedagpengerefusion vedrørende tre medarbejdere fra tre forskellige kommuner.

En tidligere skoleleder blev politianmeldt efter sin medvirken i TV 2-dokumentaren “Steiners skyggeside”, hvor blandt andet skolens tilgang til Rudolf Steiners karmalære blev belyst.

I 2025 modtog jeg selv en mail fra skolens bestyrelse med trussel om et sagsanlæg, hvis jeg ikke trak tre blogindlæg tilbage. Jeg valgte efterfølgende at ændre indlæggene og samle dem i to artikler, hvor jeg anonymiserede skolen. Det forhindrede dog ikke skolen i også at politianmelde disse indlæg. Der kom i øvrigt aldrig nogen sag ud af anmeldelsen.

 

Nedsmeltning

Den nylige aktindsigt understøtter billedet af en skole i en alvorlig økonomisk situation, hvor spørgsmålet om skolens fortsatte eksistens må være uundgåeligt. Det rejser samtidig spørgsmålet om, hvorvidt en kontrolleret lukning egentlig var den mest ansvarlige løsning.

Realitetssansen synes at være forsvundet. Forældre og børn burde hjælpes videre til andre skoletilbud, men bliver tilsyneladende fastholdt i forestillingen om, at der allerede næste år vil være et nyt Steinerpædagogisk skoletilbud på matriklen.

Men snart er det slut. Aalborg Steinerskole har stadig mulighed for selv at sætte punktum. Skolen kan vælge at afslutte historien på en ordentlig måde og hjælpe børn og forældre videre. Lige nu synes udviklingen imidlertid snarere at pege mod en uværdig afslutning.

Denne nedsmeltning klæder ikke Steinerpædagogikken. Den bør snarere ses som et eksempel på, hvordan sekteriske elementer i visse sammenhænge kan blive en del af Steinerbevægelsens måde at fungere på.

Man kan analysere Rudolf Steiner, antroposofien og den indflydelse, læren fortsat har på pædagogikken. Men i sidste ende handler det også om mennesker. Om hvordan enkelte mennesker forvalter deres engagement og passion for Steiner og hans lære – og ikke mindst om, hvordan de omsætter den i hverdagens praksis.

Det er her, Steinerpædagogikken fremadrettet for alvor står sin prøve.

 

Se også: Historien om Aalborg Steinerskole 

 

Leave a Comment