Når uldtrøjen kradser:

Hvorfor dele af den kreative klasse forsvarer Steinerskolerne

Det er en velkendt hemmelighed, at Rudolf Steiner-institutionerne gennem årene har tiltrukket dele af den kulturelle og kreative klasse. Skuespillere, kunstnere, journalister og filminstruktører har søgt mod de analoge rammer med trælegetøj, udeliv, kunst og musik.

Steinerskolen tilbyder noget, mange moderne forældre længes efter: en skole med mindre skærm, mindre præstationsræs og mere fantasi, natur og kreativitet.

Det er ikke bare et skolevalg. For nogle bliver det også en del af deres identitet og værdigrundlag.

Derfor var reaktionen på TV2-dokumentaren Steiners skyggeside interessant.

For i stedet for først og fremmest at diskutere dokumentarens konkrete historier om blandt andet svigt og mobning, gik dele af kritikken på selve journalistikken. Dokumentaren blev kaldt ”sensationslysten følelsesporno”, ”dårligt håndværk” og ”en skændsel”.

Det er en klassisk forsvarsmekanisme: Hvis man kan angribe budbringeren, slipper man for at forholde sig til budskabet.

Når skolevalget bliver en identitet

Når man aktivt har fravalgt folkeskolen og valgt en Steiner-skole, kan skolevalget blive mere end et praktisk valg. Det bliver en fortælling om, hvilken slags forælder man ønsker at være.

Man har valgt det kreative frem for det præstationsorienterede. Naturen frem for skærmen. Det nære frem for det standardiserede.

Så kan kritik af skolen også opleves som kritik af ens egen dømmekraft.

Hvis skolen ikke er så god, som man selv har fortalt sig, at den er, opstår det ubehagelige spørgsmål: Hvad siger det så om mit eget valg?

Den beskyttende boble

En anden mekanisme er den sociale boble.

Hvis ens egne børn trives, og vennernes børn også gør, kan det være svært at rumme fortællinger, der bryder med ens egen erfaring.

Men at man ikke selv har oplevet problemerne, er naturligvis ikke bevis på, at de ikke findes.

Tværtimod kan ressourcestærke familier have bedre muligheder for at håndtere eller forlade problemer, når de opstår.

Det store paradoks

Og her opstår det måske mest interessante.

De mennesker, der ofte forbinder sig med kritisk tænkning, humanisme og skepsis over for autoriteter, kan samtidig være forbavsende tolerante over for de mere problematiske sider af antroposofiens idégrundlag: esoterik, karma, reinkarnation og et menneskesyn, som på flere punkter kolliderer med moderne videnskab.

Måske fordi de ikke møder antroposofien som antroposofi. De møder den som æstetik.

Trælegetøj. Akvareller. Udeliv. Musik. Håndværk. Langsomhed. Den skærmfrie barndom.

Det smukke ydre kan dermed komme til at skygge for det idégrundlag, der ligger nedenunder.

Det betyder naturligvis ikke, at alle Steinerskoleforældre er antroposoffer, eller at alle forsvarer skolerne ukritisk.

Men det er værd at spørge, om Steinerskolernes æstetiske og pædagogiske kvaliteter nogle gange fungerer som et skjold mod en mere grundlæggende kritik.

For måske er det netop dét, der gør kritikken så vanskelig at acceptere:

Man har forelsket sig i uldtrøjen – og bryder sig ikke om at opdage, at den kan kradse.