Vidnesbyrd fra Steinerskoler og institutioner

Vidnesbyrd fra forælder, Steinerskolen i Vejle:

Anonym (Jeg er bekendt med navn på personen):

”Jeg har netop igen gennemset dokumentar om Solvikskolen en Steinerskandale og jeg ved at andre Steinerskoler også i Danmark tager dybt afstand fra denne skole men som vi har oplevet, er der uhyggeligt mange ligheder mellem Solvikskolen og flere skoler i Dk som de åbenbart ikke vil erkende eller forholde sig til.

Dette er udsagn fra dokumenter om Solvikskolen som jeg her har skrevet ned nærmest ordret fra dokumentaren og de ligner Vejleskolen til forveksling.

-Ekstrem stærk loyalitet med hinanden i lærergruppen.

-Holder børnesamtale med børn af terapeutisk karakter uden forældrenes tilstedeværelse hvilket de ikke er kompetente til, det er tegneterapi og dybe spørgsmål til barnet hvilket er nærmest et overgreb. Derefter tolker de familien ud fra det.

-Ukontrolleret mobning og en synlig voldskultur

-Man bliver som familie ekskluderet hvis man er for kritisk eller dogmatisk “sat på plads verbalt” eller svarer de ikke på beskeder men sender.

-Utrolig smuk overflade og det er den man ser men nedenunder bobler en slags grød

-Af dem der havde det godt på Solvik havde mange slægtninge på skolen. Sådan er det også på Vejleskolen.

-Barsk og hård atmosfære. Grænsen mellem at blive ladt i stikken og friheden har de ikke styr på.

-Den stærkeste vinder eller du har en privat tilknytning som en mor der er lærer f.eks.!

-Dem der ville moppe mig havde frit spil.

-Nogle elever fik ikke lov til at føle sig værdifulde

-I stedet for at hjælpe, udskammende de Sigrid i Solvikskolen præcis som mit barn

-Hende som skulle ændre sig og ingen erkendelse af at skolen havde et alvorligt problem.

-Sigrid fra Solvikskolen fik aldrig oprejsning hvilket min datter heller aldrig har fået. Har mail fra inspektør hvor jeg forsøger at italesætte deres ansvar og hvor han igen taler overordnet om mobning som de voksnes ansvar og mit barn der har brug for andre rammer og flere ressourcer. Det skal altså siges at hun nu går på en friskole med flere børn i klassen og en lærer i klassen og der er ikke problemer overhovedet hvilket friskole kan bevidne.

Jeg ved dette ikke er en enestående oplevelse som kun gælder Steinerskolen i Vejle men også på nogle af de andre skoler.

Man kan være heldig med en god lærer og at ens barn bliver en af favoritterne hvilket jeg også har oplevet at mit barn gjorde på anden Steinerskole, måske fordi mit barn var interessant fordi hun som 9 årig så sin døde far som ånd (Jeg tænker om hun så sin døde far for at få opmærksomhed og anerkendelse fra læreren hvilket hun så meget fik).

 På en anden steinerskole havde min nu voksne datter haft det fantastisk socialt og jeg synes det havde været en god klasse men hvor jeg så da de senere var gået ud af 10 kl. mødte en elev fra samme klasse som min datter og hun fortalte at det havde været forfærdeligt og at hun var blevet ekskluderet af de andre piger i klassen og ingen hjalp. Dette berørte mig meget fordi ingen lærere italesatte dette så jeg som forældre kunne hjælpe også mit barn med ikke at holde andre udenfor fælleskabet.

Jeg har arbejdet kortvarigt i en Steinervuggestue på Amager hvor der lå tarotkort som en medarbejder fortalte at Tarotkort blev lagt ved nyansættelser og at de også havde lagt det på mig. Jeg blev fyret fordi jeg var for kritisk bl.a. at lederen udøvede ekstrem social kontrol overfor mig. Jeg måtte ikke løfte på vuggestuebørnene bl.a.

Jeg har en stor søn der har gået på Steiner og han har fortalt at han som teenagedreng i skoletiden blev sendt flere km afsted efter neglelakfjerner fordi han for sjov havde taget sort neglelak på.

Ja jeg kan blive ved……”

Vidnesbyrd fra forælder i Steinerskolen:

Anonym (Jeg er bekendt med navn på personen):

“Begge mine børn har gået på Steiner skole på Fyn. Min ældste holdt ud til 9. klassen, men det var en kamp.

Hun har mange oplevelser som hun nu som voksen sidder tilbage med, og kan se var forkerte og langt, langt over grænsen.

Der er tale om “lærere” eller voksne som overskrider og misbruger deres magt. Vi taler om både psykisk, men også fysiske overskridelser. Der har været fysisk magtmisbrug blandt andet, har hun overværet et barn bliver slæbt/hevet i armen grædende igennem skolegården af en voksen. Gymnastik timer fra helvede, hvor børnene i en alder af 10 år blev tvunget til at gå linen ud i en højde der ville få de fleste voksne til at bryde sammen. Hvor det rent faktisk ville ende galt hvis man faldt ned på det tynde underlag. Mange brød sammen, men der var intet at gøre.

Tavshedspligt er en by i Rusland. Lærerene bagtaler andre forældre i ens nærvær, eleverne bliver bedt om at opføre sig ordentligt ved tilsyn, og forældre og lærere danner pludselig par på kryds og tværs.

Visse børn og forældre ligger højere i hierarkiet end andre (det er dem som er “ægte” steiner folk), og børnene bliver meget tydeligt behandlet efter forældrenes placering (selv børnene bemærker dette meget tidligt).

En anden ting er deres meget diktatoriske fundament. Fodbold er strengt forbudt, forbud af bestemte lege. Fx er det strengt forbudt at lege MGP, eller Minecraft. Sådanne lege bliver lukket ned med hård hånd, visse ord er forbudt at sige. Det kan være ord som PlayStation, Fortnite osv. Dette kan medføre at man bliver smidt udenfor døren, eller man råbes ind i hovedet, eller at man bliver nevet i armen. Visse ting er forbudte, og for børn der kommer fra almindelige hjem kan det være ufattelig svært at ballancere imellem disse to verdener. Dette betød at mit barn ofte blev råbt af og smidt ud, fordi han simpelthen ikke kunne huske at visse ord var forbudte når han var i skole. Det er et parallelsamfund!

Min yngste havde i sin sidste tid på skolen angstanfald. En aften fortalte han mig ved sengetid at det var sket noget mærkeligt i skolen. Han fortalte at imens han spillede fløjte begyndte hans hænder at ryste, og de kunne ikke stoppe igen, og han fortalte at han hjerte gjorde ondt. Til sidst brød han grædende sammen, og fortalte at han var så bange for sin klasselære, og han kunne ikke lide når der blev råbt af ham. Fra det sekund viste jeg at han måtte væk. Han havde længe vist tegn på mistrivsel og angst. Efter dette havde vi fået nok. Glemmer aldrig da jeg kunne fortælle ham, at han skulle skifte skole. Han græd af glæde, og han var bare 9 år.

Jeg har så mange historier at jeg kunne blive ved at skrive. Jeg føler at de har ødelagt visse ting i mine børn, og der foregår ting i det miljø som ikke lever op de krav vi stiller i et moderne samfund.”

Vidnesbyrd fra forælder til barn i Steinerskole/institutioner 

“Exit Steinermor” (Jeg er bekendt med personens rigtige navn):

“Som forælder til et barn der har gået i steinervuggestue, -børnehave og -skole, indtil vi ikke længere kunne overse eller bortforklare de talrige symptomer på stress og mistrivsel og måtte afbryde skolegangen og søge ud i den “farlige” verden udenfor, trods vi var blevet nudget til at tro der ikke fandtes et alternativ.

Jeg har lyst til at skrive om den forælder grooming der foregår og griber helt ind i folk privatliv.

Om hvordan “enhver opdragelse er selvopdragelse” betyder at skolen flittigt og uden invitation kommer med direktiver på hvordan forældre skal varetage deres børn og må stille op til voksenskældud hvis skolens direktiver for god opdragelse ikke overholdes – også selvom det er udenfor skoleregi.

Om forskelsbehandling på børn og forældre hvor dét bogstaveligt talt “at være noget ved musikken” eller at kunne mønstre en skolelørdag i Naverbukser kan have afgørende betydning for ens barns forudsætninger for en god behandling i skolen.

Om hvordan omverdenen misforstår steinerskolerne som rummelige og med plads til alle – som står i SKARP kontrast med virkeligheden. For der er kun én rigtig måde at være et steiner-barn på.

Om hvor lavt fagligt niveau det ansatte (ofte uuddannede) personale har og hvor hurtigt de derfor rammer et metodeloft i pædagogikken og mister kontrollen over sig selv, med råb, nedgørelser, udskamning og deslige af børnene til følge.

Om hvordan sloganet: “Lad børn være børn” stikker blår i øjnene på forældre og bedsteforældre der forblændes af blomster i vaser, hjemmebag, gamle sangleje og madamblå i sandkassen og derfor ikke får set, at metoderne er løbet på dato, da børn gennem tiden har forandret sig og nyere forskning maner metoderne til jorden.

Om hvordan børn kommer til skade, alvorligt med brækkede lemmer,sprængte milte mm, men bliver negligeret indtil forældre henter og bringer børn på skadestuer og opdager alvorlighedsgraden efter et fald fra høje træer eller legetårne. Børn der i bedste fald er svøbt ind i et uldtæppe (der jo kurerer alt) og får en tår vand, i værste fald er overladt til at kammerater bekymret har bedt om tante-hjælp, men er sendt tilbage til grædende kammerat med besked om at de må være nogle gode venner og tage sig af det alene.

Om børn der udfra en bevidst pædagogisk praksis, ikke får individuel ros, men til gengæld rigtig meget individuel skæld-ud.

Om børn der aldrig bliver inddraget i beslutninger eller planer og aldrig får knus af undervisere, men holdes på afstand med et formelt håndtryk allerede fra vuggestue start og i skoletiden kalder underviseren for hr. og fru.

Om hvordan kritiske forældre udpeges af erfarent personale som “farlige” og nogle man skal holde særligt øje med.

Om hvordan der skæves misbilligende når nogle finder modet til at foreslå, om kejseren nu egentlig har tøj på.

Om hvordan der rygklappes for at være kultureliten og moralens vogtere og holdes liv i en fortælling om, at verden udenfor det lukkede samfund er farligt og de der falder fra nok heller ikke passede så godt ind, at de nok ikke har råd og nu er fortabte som der opfordres til at lægge afstand til.

Om hvordan elevtoiletterne ikke har spejle, fordi barnet skal øve at se mere ud i verden ind ind i sig selv. Og har du tartex på kinden eller persille mellem tænderne så er det din egen egenskab som menneske der afgør, om dine kammerater vil fortælle dig du skal tørre dig om munden eller om du må gå en hel dag og være til grin. Det gælder selvfølgelig ikke toilettet ved lærerværelset.

Om “pædagogik” der er komplet kontra alt hvad vi ved om tilknytningsteorier.

Om hvordan barnet beskriver, at skolelørdage var surrealistiske fordi lærerne var kunstigt søde, rolige og imødekommende – helt omvendte af hverdagen.

Om forældremøder der udelukkende er et foredrag og skoling i antroposofi i envejskommunikation uden dialog.

Om fralæggelse af ansvar og negligering af børns individuelle behov, manglende tro på ordblindhed, adhd mm og opfordring til ikke at give børn medicin, ikke at ville anvende hjælpemidler ift ordblindhed i undervisningen, om vejledninger i ikke at måtte tage sit barn op når det græder.

Om at opdage, at verden udenfor slet ikke er så farlig som den blev indprintet og at der findes et alternativ – men at det kan være ualmindeligt overvældende for et barn ( og forældre) at opdage.
Det kommer f.eks til udtryk i spontane sætninger som: De voksne taler til os som om vi er helt almindelige mennesker! Der er slet ikke nogen der får skældud eller bliver råbt af, også selvom de ikke kan svare på spørgsmålene. De drikker isthe i timerne! De voksne er hele tiden de samme – også selvom forældrene er gået.

Om et barn der er blevet syg af en alvorlig belastningsreaktion og har mistet tilliden til verden ovenpå langvarig stress i en steinerskole og nu er i behandling hos professionelle fagfolk, der taler samme sprog som vi i en videnskabelig forståelsesramme og som forfærdes over det billede der efterhånden tegner sig af steinerskolerne.

Om at gå og vente på en kritisk dokumentar så der kan komme saglig oplysning og dialog om et lukkes sekterisk miljø.

Om at tilbageblevne forældre på skolen er formanet ikke at udtale sig til journalister, men søge råd hos skolens personale, så det ikke får konsekvenser for dem eller deres børn.

Om forældre der må forsøge at tilgive sig selv for deres valg….”

Se også: Oplevelser fra en Rudolf Steiner vuggestue 

1000004817

Mobning

2 Comments

  1. frankskunst's avatar frankskunst siger:

    På siden her er der delt anonyme vidnesbyrd af respekt for de enkelte personers integritet. Men også for at undgå en intimidering, som desværre nogen gange følger med.

    Alle Steinerskoler/institutioner som har behov for at komme med bemærkninger, er velkommen til at kommentere her!

    Like

Skriv en kommentar