Vidnesbyrd fra Steinerskoler og institutioner 2025

Vidnesbyrd fra forælder i Steinerskolen:

Anonym (Jeg er bekendt med navn på personen):

Vidnesbyrd fra virkeligheden

Baggrund for kritik

Vi valgte Steinerskolen, fordi vi troede på det, vi mødte. Steiner-vuggestuen og -børnehaven havde været det perfekte valg for os. Vi meldte os ind i skolen og oplevede den rigtige pædagogik, de rette omgivelser og værdier: en skole med varme, kreativitet, æstetik og menneskeligt nærvær. Et sted med plads til anderledes tanker om spiritualitet og retten til at være uenig med samfundets ensretning af børn som effektive og målrettede borgere – for samfundets skyld, ikke børnenes.

I skolen mødte vi ligesindede og fik gode relationer, endda nære venner. I starten oplevede vi omsorgsfulde, engagerede ansatte, som vi husker med stor taknemmelighed. Alting gik lidt langsommere, børnene fik lov til at være børn – det føltes som en ægte barndom. Der var strukturelle småproblemer, men børnene var glade, og vi havde tillid til, at det ville løse sig.

Men med tiden så vi en anden virkelighed: manglende struktur, tavshed, lav faglighed, udskamning og pædagogiske svigt. Vi sagde ikke meget – for vi fandt hurtigt ud af, at bekymrede forældre fik at vide, at de ikke forstår Steinerpædagogikken, eller at “Steinerskolen ikke er for alle”.

Selvom jeg her fortæller mange negative oplevelser, er det udelukkende egne erfaringer – eller fortrolige delinger fra vores nære relationer, både tidligere og nuværende. Der er ingen rygter, intet perifert, intet forældet – alle oplevelser er fra de seneste år, flere af dem helt aktuelle.

Da vi stadig har nære relationer på skolen, vælger jeg at være anonym – også i forhold til, hvilken specifik skole det drejer sig om.

Steiner-fordomme og de ægte kritisable forhold

Det er i forvejen bøvlet nok at forklare omverdenen, at Steinerbørn ikke har bøger, at alt er lavet af træ, at dukker ikke har øjne, og at der ikke er spejle på badeværelserne. Det kan føles stigmatiserende at vælge noget så anderledes – man skal være stærk i troen på, at det er det rigtige. Men den del gav mening for os. Børnene har tit haft svært ved at fortælle venner i den almindelige folkeskole, hvad en Steinerskole egentlig er, men det gik jo godt nok, så de stolede på vores valg. Hen ad vejen begyndte vi selv at tvivle, og det føltes nærmest som at miste en del af sig selv. For i virkeligheden var det ikke de kendte fordomme, der begyndte at vække tvivl. Der kom til gengæld rigeligt andet, der gav anledning til spørgsmål – men hvem har lyst til at sige det højt, når man allerede har skullet forsvare sit valg og stædigt har holdt fast i, at det var det rigtige?

Børn, der er stille, tilpasningsdygtige og efterrettelige, klarer sig “godt”. Børn med stærk retfærdighedssans, eller som stiller spørgsmål, stemples hurtigt som besværlige – eller som børn med “særlige udfordringer” derhjemme. Der skelnes ikke mellem personlighed og mistrivsel, og selvransagelse eksisterer ikke i Steiner-miljøet. Til gengæld skelnes der mellem rigtige og forkerte børn og familier.

Hvis ens barn ikke passer ind i den harmoniske fortælling – har en stærk vilje, særlige behov, bliver mobbet eller bare interesserer sig for noget “forkert” – så bliver det svært at sætte spørgsmålstegn ved skolens tilgang. At stå op for sit barn kommer med en pris, og vi er flere familier, der herefter er blevet opfordret til at finde en anden skole, der ”passer bedre til barnet”, måske endda en specialskole. Børn, der ikke passer ind, udelukkes enten på en mere stiltiende måde, der medfører social udstødelse, eller også opfattes forældrene som konfliktskabende, og man bliver direkte bedt om at flytte skole. Mange børn er flyttet gennem vores tid på skolen, og enkelte klasser er nede på 5-10 elever.

Mistrivsel og voksne, der svigter

Jeg har oplevet mine egne børn – og børn i vores nære relationer – være i både kortvarig og langvarig mistrivsel, har fået angstanfald og belastningsreaktioner, nægtet at gå i skole og i desperation stukket af. De har råbt højt om hjælp, men fik ingen. På Steinerskolen bliver mistrivsel ofte bortforklaret som noget, der skyldes hjemmet og forældrene.

Mine børn har fortalt mig mange eksempler: Lærere, der råber ude af proportion, skælder ud, forskelsbehandler og håner elever, der siger imod. Konflikter og mobning, der ikke håndteres. Børn, der ikke tør gå på toilettet af frygt for at blive låst inde af kammerater. Børn, der gemmer sig i skoven for at græde i skjul eller gemme sig for skældud. Børn, der stikker af fra skolen for at komme hjem til tryghed – det meste har vi selv oplevet flere gange. Børn der tages hårdt i armen eller bliver fastholdt. I pauserne vinder den stærkeste, for de voksne er usynlige, og ansvaret er børnenes. Mine børn har også været involveret i uløste konflikter – både som dem, det er gået ud over, og som dem, der har opført sig uhensigtsmæssigt

Vi har oplevet, elever ringe hjem pga. konflikter, og at forældre møder op i stærkt ophidset tilstand og skælder ud på andre børn – uden at lærerne reagerer. Vi har herhjemme talt næsten dagligt om hadefuldt og diskriminerende sprog mellem børnene – som lærerne ignorerer. Skolens forklaring er ofte, at de “ikke har set eller hørt noget”. Men som lærer har man tilsynspligt, og det er deres ansvar at være opmærksomme på børnene hele tiden. Der er også forskel på, hvilke børn der bliver trøstet, og hvilke der får at vide, at de selv er skyld i det. Børnene har fortalt, hvordan skolearbejde bliver kritiseret foran klassekammerater, og hvordan faglige vanskeligheder afvises som manglende motivation. Lærerne guider ikke optimalt, og mange børn må selv hjælpe hinanden – både fagligt og i konflikter. Denne oplevelse er jeg blevet bekræftet i af en fagperson, jeg har talt med.

På et forældremøde blev der på et tidspunkt delt nogle grelle eksempler: Et barn tissede i bukserne efter at være blevet råbt ad af en lærer. Elever blev udstillet foran klassen. Og flere elever har givet udtryk for, at de er blevet låst inde eller ude af forskellige lokaler. Det accepteres, trods at det er ulovligt – og strider mod børnenes tarv. Børn må ikke reagere på deres oplevelser, forældre må ikke stille spørgsmål. Lærerne dækker over hinanden, børns fortællinger bliver betvivlet, og forældre tillægges skylden, hvis de problematiserer situationer.

Børn i mistrivsel får nogle gange samtaler med klasselæreren, men det handler sjældent om barnets oplevelse – mere om lærerens tolkning. Man får oplevelsen af, at børnene manipuleres til at sige ting, der enten er usande, eller som bevidst kan fordrejes. Og fortolkningen handler ofte om problemer hos os forældre. Personlige oplysninger bliver delt i lærergruppen – og nogle gange med personale, barnet slet ikke har kontakt med. Skolen løser primært problemer som enkeltsager, men mange forældre oplever de samme mønstre. Det handler ikke om enkelte fejl – men om en kultur, hvor kontrol og tavshed vægtes over børns trivsel og god dialog.

Der mangler grundlæggende almen- og specialpædagogiske kompetencer. Eksklusion bruges ofte som magtmiddel – både over for børn og forældre. Mange børn bruger mange timer på legepladsen eller i garderoben. Forældre oplever, at henvendelser bliver ignoreret. Man forventes at bakke betingelsesløst op om skolen – ellers risikerer man at blive udstødt. Vi har selv stået i det. Hele tiden sidder man med følelsen: Skal vi blive – eller gå? Men frygten for konsekvenserne gør det svært at forlade fællesskabet.

Lærerskift, arbejdsmiljø og manglende professionalisme

Flere dygtige lærere har forladt skolen i den tid, vi har været der. De fagligt stærke og empatiske kan ikke se sig selv i øjnene under de forhold og stopper hurtigt. Man får tanken, at det kun er usikre eller uerfarne lærere, der bliver – lærere, som selv bliver nedslidte eller viderefører uhensigtsmæssige mønstre. Enkelte lærere har høj status i Steiner-verdenen og har været ansat længst. De fungerer som mentorer for nye lærere – men det er også nogle af dem, vi har oplevet som de mest ubehagelige.

Der er konstant udskiftning blandt lærerne, og fortællingen om én fast klasselærer gennem hele skoleforløbet er ren utopi. Flere klasser har stået uden fast lærer i længere tid, og vi har selv oplevet mange vikardækninger og skemaændringer – noget, der tydeligt påvirker børnenes læring og tryghed. Mange lærere mangler pædagogisk uddannelse – især i de små klasser, skaber dette utryghed. Det er ikke unormalt, at man som forælder ikke ved, hvem der passer ens barn, eller hvad deres baggrund er. I SFO’en er der hyppige udskiftninger, og mange medhjælpere er blot ældre elever eller unge vikarer. Der mangler struktur, aktiviteter og tydelig voksenstyring. Selv det mest engagerede personale er presset, og meget opleves som brandslukning.

I enkelte tilfælde har lærere overskredet børns grænser uden at blive afskediget – de flyttes blot internt. Nogle familier får stiltiende garanti for, at en bestemt lærer ikke længere skal undervise deres barn. Men hvordan kan en lærer være uegnet til én klasse og samtidig egnet til andre?

Skolens ledelse er passiv, og personalet virker overbelastet. Bestyrelsen er ligeledes fraværende, og tilsynsbesøg fremstår minutiøst planlagte, så kun det “rigtige” vises frem. Den tilsynsførende er ganske vist lovligt certificeret, men har arbejdet på skolen i næsten 25 år og har en stærk tilknytning til Steinerpædagogikken – det vækker spørgsmål om habiliteten.

Mange ansatte er selv forældre på skolen og har tætte private relationer til hinanden og til andre forældre – både venskabelige og ægteskabelige. Det mudrer rollerne og gør det uklart, om man taler med en professionel eller en medforælder. Det gør det også svært at vide, hvor man skal gå hen med en bekymring – og om den bliver behandlet fagligt eller personligt. De tætte relationer giver en form for tryghed, fordi mange forældre kender hinanden godt. Men når der opstår problemer, bliver det hurtigt utrygt. Fællesskabet føles ofte mere familiært end professionelt, og det kan være svært at udtrykke kritik, uden at nogen føler sig personligt ramt. Både lærere og forældre taler åbent indbyrdes om andre børn og deres udfordringer. Jeg har flere gange hørt forældre sige, at det var “rart, der blev tyndet lidt ud” i en klasse, når børn med særlige behov skiftede skole. Det er ubehageligt ikke at vide, hvor meget der bliver sagt om ens eget barn og familie.

Karmalære som pædagogisk fundament

Et væsentligt problematisk forhold ved Steinerskolerne er den skjulte brug af antroposofiske tanker – særligt karma – som pædagogisk forklaring. Det bliver ekstra alvorligt, når det sker uden åbenhed – eller bruges til at undgå ansvar.

Jeg har oprigtigt haft tillid til den antroposofiske pædagogik. Jeg tror på karma. Jeg tror, at vores relationer ikke er tilfældige – at vi møder bestemte mennesker i bestemte livsfaser, fordi vi skal lære af hinanden. Jeg tror på, at et barn, en lærer og en klasse, der er havnet sammen, er del af en karmisk konstellation. Man kan sagtens tro på karma – og samtidig være stærkt kritisk over for, hvordan begrebet bruges i Steinerskolerne. Karma må aldrig bruges som undskyldning for ikke at handle pædagogisk. Det er et overgreb!

Det er aldrig i orden, når mobning eller mistrivsel forklares som noget, barnet “har med sig” fra tidligere liv. Det fjerner ansvaret fra de voksne og påfører barnet skyld. Det er et omsorgssvigt. Vi har selv oplevet, at en lærer brugte sjælelivet til at forklare mistrivsel. Først åd vi den, men da vores barns situation blev værre, bad vi om konkret støtte. Det skete bare ikke. I nogle tilfælde bruges karmabegreber direkte, i andre ligger det som en uudtalt praksis: Barnet får “lov” til at stå i det svære – som en del af sin udvikling. Uanset hvad, så kan karma aldrig forklare mistrivsel. Det fritager ikke hverken lærere eller skoleledelse for at tage ansvar, og støtte og beskytte børn.

Som jeg tolker det, fremstiller Steiner ikke karmalæren som en fast skæbne, men som en dynamisk proces, hvor sjælen – liv efter liv – møder det, den endnu ikke har forløst. Det skal forløses gennem bevidst handling. Jeg tror selv på, at alle i karmiske relationer er medskabere. Når børn mistrives, eller klassen ikke fungerer, er lærerne karmisk ansvarlige og skal tage vare på de sjæle, de er forbundet med på jorden. Jeg tvivler desuden på, at mange Steinerlærere følger den meditative praksis, der lægges op til – hvor en lærer inden søvnen gennemgår hvert barn i sindet i en ikke-dømmende betragtning, hvor barnet ses klart og kærligt, uden kritik, og derefter “gives videre” til en højere verden.

Praksis og lovgivning

Som forældre har vi savnet enslydende retningslinjer. Regler omkring alt fra, hvornår man må have nissehuer på, til hvornår en elev er berettiget til en ordblindetest, er meget individuelle. Selv som voksen, vækker forvirringen følelser som hos en treårig, og man tænker: “Hvorfor må de så?” Man kan ikke bede om afklaringer på helt almindelige forhold – i hvert fald ikke skriftligt. Dette gælder også alt det formelle – som fx læringsmål, undervisningsplaner, handleplaner og procedurer for vikarer – for der findes ingen, og de, der findes, er ofte ikke opdaterede eller følges måske slet ikke.

Skolen efterlever ikke egne procedurer, og helt basale juridiske forpligtelser bliver ignoreret eller nedprioriteret. Regler for notatpligt, GDPR, tavshedspligt, handleplaner, PPR-indstillinger opdateres og overholdes ikke, og magtanvendelser bliver ikke registreret eller dokumenteret korrekt – hvis overhovedet. De frie skoler er ikke underlagt samme krav til notatpligt som folkeskolen, hvilket betyder at uhensigtsmæssig eller grænseoverskridende adfærd sjældent bliver dokumenteret. Det fratager både børn og forældre muligheden for at få indsigt, stille spørgsmål eller tage beslutninger på et oplyst grundlag.

Hvorfor forlod vi ikke bare Steinerskolen?

Vi er flere forældre, der har båret over med meget – fordi vi troede på pædagogikken og i frygt for at miste fællesskabet. Men til sidst blev kulturen for usund. Vi fortryder, at vi holdt ud så længe. Selvom vi håbede på bedring, blev det aldrig bedre.

Der er også meget godt på skolen, men det burde ikke være farligt at stille spørgsmål. Det burde ikke være tabu at kræve dialog, ansvar og professionalisme. Når samarbejdet med skolen bliver for disharmonisk, står man over for et valg: Find dig i det – eller gå. Og helst stille med dørene. Mange familier, der har flyttet deres børn, tier om beslutningen – enten for at beskytte barnet eller fordi skolen direkte beder dem. Bagefter har vi oplevet, at skolen spreder fortællinger om, at barnet eller familien havde personlige problemer.

Det har været svært for os at forstå, hvorfor vi ikke gik tidligere, selvom problemerne var alvorlige. Det føles skamfuldt. Noget af det, vi har oplevet, minder om mekanismer i psykisk vold. Vi oplevede svigt, og vores grænser blev overtrådt gentagne gange. Vi har følt vrede, skuffelse og sorg. Flere gange sagde vi fra – nogle gange sammen med andre forældre. Vores nødråb blev mødt med tomme ord. Man får en god samtale, eller barnet har det bedre én dag. Håbet tændes – og beslutningen udskydes. Man kæmper, fordi man vil tro på det. Fordi det er svært at give slip på noget så idealistisk. Man engagerer sig, dæmper sine bekymringer, forsøger dialog. Og når man ser sit barn smile, begynder man at tro på det igen. Kortvarigt.

Mennesker i voldelige relationer bliver spurgt om hvorfor de ikke går, og jeg har ofte tænkt på hvorfor vi ikke bare skiftede skole. Men når man er lige ved at beslutte sig, dukker der altid en grund op til at blive. Omgivelserne, æstetikken, årstidsfesterne, koncerterne. Børnene optræder, og man bliver rørt. Traditioner som lysfest, lanternefest, adventsspiral – så rørende. Mikaelstiden, hvor vi finder modet indeni. Julebasaren, stemningen. Det føltes som om, vi aldrig ville kunne sige farvel til alt dette. Så glemmer man frustrationen for en stund. Ligesom i voldelige relationer, hvor gode perioder skaber en illusion af tryghed. Man håber – indtil næste dårlige oplevelse rammer.

Da der kom tale om en kritisk dokumentar om Steinerskoler i medierne, blev vi af skolen opfordret til at dele positive oplevelser på sociale medier. Skolen, der før havde taget afstand fra sociale medier, begyndte pludselig at poste dagligt – med floskler og små træhjerter. Det havde den modsatte effekt hos mig. Jeg følte mig manipuleret. Kritikken tålte ikke dagens lys, og sammenslutningen havde travlt med at instruere os i den “gode fortælling”. Jeg var ved at kaste op. Især fordi vores børns mistrivsel var på sit højeste, mens der blev talt om den påståede høje trivsel i Steinerskolerne. Dér bristede al tillid, og frustrationerne voksede mig over hovedet.

Men et skoleskift væk fra en Steinerskole er ikke kun et farvel til venner og pædagogik. Der findes ikke mange alternativer, hvis man ønsker en holistisk, økologisk tilgang. Selv når man ikke længere kan stå inde for skolen, er det svært at tage det sidste skridt. Det har været en sorg og en falliterklæring. Vi ønskede aldrig, at vores børn skulle ende i et klasseværelse med whiteboards og skærme. Vi ønskede ikke at bytte naturen og æstetikken ud med en skolegård af beton.

Mange forældre, som vi har delt vores bekymringer med, har oplevet, eller oplever aktuelt det samme. Det er møg-svært. Narrativer i Steinerverdenen, om folkeskolen, bidrager da også til en form for frygt for “det udenfor”. Folkeskoler fremstilles næsten som lidt farlige, og det at vælge dem ses som uoplyst. Vi er personligt uventet blevet stor fan af vores folkeskole. Der har vi tryghed og tillid til, at konflikter håndteres professionelt, at regler følges, og at vores børn ikke ses som “forkerte”. Man kan stole på strukturen – i hvert fald det meste af tiden.

Manglende faglighed

Trods påstande om, at Steinerbørn klarer sig fagligt bedre end andre, er virkeligheden ofte det modsatte. Mange elever er fagligt bagud – også mine egne børn, i hvert fald på nogen områder. Det forklares med en “anderledes læringskurve”, personligt tror jeg det bunder i strukturelle problemer og mangel på uddannede lærere, mm. Det er svært at skabe kontinuitet og progression, når nye lærere hele tiden skal starte forfra – uden kendskab til børnenes styrker og udfordringer. Ordblindhed og andre faglige vanskeligheder opdages ofte for sent. Når vi som forældre udtrykker bekymring, bliver den sjældent anerkendt.

Mange forældre frygter, med rette at deres barn er fagligt bagud ved et skoleskift. Steiner-elever har lært fagligt indhold anderledes, ofte med væsentlige huller og ud fra et pensum, der for længst burde være skiftet ud. En stor del af lærerne har ikke de nødvendige didaktiske kompetencer, og mange er ikke pædagogisk uddannede. De er ansat ud fra andre evner – som kunstner, gartner, spirituel mentor – eller fordi de selv har gået på skolen eller har været vikar i børnehaven.

Frygt for ensomhed og identitetstab

Frygten for at miste netværk, relationer – og en del af sin identitet – er reel. Det sociale fylder enormt i Steiner-miljøet. Valget af en Steinerskole er i sig selv kontroversielt, men på skolen har man hinanden. Derfor tier mange med deres oplevelser. Jeg følte mig længe helt alene om de dårlige oplevelser, men erfarede, at vi desværre ikke var de eneste – vi havde bare alle sammen tiet, af frygt for at miste fællesskabet.

Det er et grundlæggende menneskeligt behov at høre til. Vi skaber vores identitet gennem fællesskaber – det gjorde vi også i Steinerverdenen. At sige fra eller skifte skole vækkede en stærk frygt for identitetstab og ensomhed. Den frygt overdøvede alt for længe vores mavefornemmelse. Det var sindssygt svært at give slip på alt det, skolen også havde været for os. Men det blev stadig sværere at fastholde tillid og tilknytning. Når jeg talte åbent om kritisable forhold, satte jeg andre forældre i samme dilemma som os. Bevidsthed forpligter – og det var nemmere for dem ikke at lytte. Jeg oplevede, at gode relationer smuldrede. Samtidig gør det stadig ondt, når andre ikke tror på det, jeg fortæller. Det føles som et svigt og slår skår i venskaberne.

Beslutningen handlede for os om langt mere end pædagogik og skolevalg. Det handlede om identitet, værdier, fællesskab og relationer. Men sunde fællesskaber kan rumme tvivl, kritik og uenighed. Det er kun usunde fællesskaber, der ekskluderer – og vi følte os i den grad ekskluderede og forkerte.

Det er et enormt ansvar, man som forælder tager på sig når man vælger en skole med en anderledes profil, men ingen forældre vælger vel en skole som eksperiment. Vores valg var velovervejet, og det føltes rigtigt. Men nu sidder jeg tilbage opfyldt af skam, skyld og nederlag. Ikke bare over for sig selv, men især over for mine børn. Mine børn kæmper med konsekvenserne af mine valg – om end de trives nu, i nogle helt, helt andre rammer. Jeg har lyst til, til hvert af mine børn, at afslutte med ordene:

Undskyld, skat! Undskyld, at jeg ikke sagde stop, før det gik ud over dig…

𝐃𝐞𝐧 𝐦ø𝐫𝐤𝐞 𝐬𝐢𝐝𝐞 𝐚𝐟 𝐒𝐭𝐞𝐢𝐧𝐞𝐫-𝐬𝐤𝐨𝐥𝐞𝐧:

𝐄𝐧 𝐦𝐨𝐫𝐬 𝐛𝐞𝐫𝐞𝐭𝐧𝐢𝐧𝐠 𝐨𝐦 𝐦𝐨𝐛𝐧𝐢𝐧𝐠, 𝐬𝐯𝐢𝐠𝐭 𝐨𝐠 𝐬𝐤𝐣𝐮𝐥𝐭𝐞 𝐢𝐝𝐞𝐨𝐥𝐨𝐠𝐢𝐞𝐫

Jeg har brug for at ytre mig, og heldigvis er det stadig tilladt i denne verden. Mine børn og de familier, som har oplevet det samme som os, fortjener at blive hørt.

Vi var en trofast Steiner-familie i over 10 år og faldt i sin tid for de smukke idealer, de varme omgivelser og den alternative pædagogik, som skolen præsenterede. Det hele startede efter en vaccine-skade, der ændrede vores liv i 2013 og gjorde, at vi søgte et sted, hvor det var mere accepteret at leve på en alternativ måde med andre holdninger end flertallet. Steiner-skolen åbnede sig for os med sin varme atmosfære og pædagoger, der hilste med øjenkontakt hver morgen efter den smukke og forførende morgensang. Vi blev forelskede i det hele – eller rettere i det, vi troede, det var.

En afsløring af ideologier

Vi vidste ikke dengang, at Steiner-pædagogikken også tester børn for at identificere dem som melankolikere tidligt i deres skoletid. Et barn, der klassificeres som melankoliker, risikerer at blive overset eller behandlet med en distanceret, næsten fatalistisk tilgang af de voksne.

Vi ser nu tilbage på vores oplevelser med en blanding af sorg og vrede – hvordan kunne vi tolerere dette miljø så længe?

Under overfladen lå der en anden virkelighed, som vi langsomt blev opmærksomme på. Mobning, magtspil og uretfærdighed blev en del af vores hverdag, og det kulminerede med, at vi i oktober 2024 blev smidt ud af Rudolf Steiner Skolen som familie, efter vi krævede handling for at beskytte vores midterste barn.

Over en periode på tre år blev vores søn udsat for vedvarende mobning og hetz fra en anden dreng i klassen. Mobberen kastede ting efter ham, sparkede til ham og opfordrede andre drenge til at tæske ham én efter én ved at udlove sovelegeaftaler som belønning. Vores søn gjorde sit bedste for at forsvare sig, og selvom han ofte stod alene, viste han en utrolig styrke og tapperhed. Desværre endte han alligevel med at få skylden, mens mobberen som sædvanligt gjorde sig selv til offer.

Vi har hele vejen igennem brugt situationerne som en mulighed for at lære ham, hvordan mennesker kan være, og at mobning aldrig handler om ham som person, men om dem, der vælger at handle ondt. Hans selvværd er heldigvis intakt, og han har stået imod med mod og styrke. Men det har ikke været let – og det er langt fra alle børn, der kan klare en sådan situation uden varige mén. Efter at have talt med mange andre familier, er jeg blevet bevidst om de frygtelige konsekvenser, som mobning i Steiner-verdenen har haft for disse børn.

Trods de frygtelige ting, som denne dreng udsatte vores søn og andre børn i klassen for, stod vi ikke alene. Vi var i alt fire familier, hvis børn oplevede samme mønster af mobning og manipulation. Efter 2,5 år (for os) mødtes vi alle med skolens ledelse i et stort fælles møde for at dele vores børns historier og kræve handling. Vores børn fortalte om skolevægring og enslydende episoder, hvor mobberen systematisk havde ekskluderet især vores søn fra fællesskabet. Men trods vores fælles stemme valgte ledelsen igen at bakke mobberen op og fremstille ham som offer.

Ledelsen tilkaldte en konsulent fra Steiner-verdenen for at observere børnene, og få ro på os forældre, men konklusionen var, at de “ikke kunne se noget.” Beskeden til os forældre var tydelig: Hvis vi ikke kunne acceptere situationen, måtte vi finde en anden skole. Ingen stillede mobberen eller hans familie til ansvar.

Hvorfor?

Steiner mener, at tingene skal løses karmisk – altså at det handler om et tidligere liv, hvorfor vi voksne helst ikke skal blande os.

I de følgende seks måneder fortsatte mobberen ufortrødent.

På et tidspunkt blev det for meget, og jeg valgte selv at konfrontere mobberen direkte på skolen. Med en bestemt tone bad jeg ham stoppe. Klasselæreren var til stede, og jeg beherskede mig, men beskeden var klar: nok var nok. Kort tid efter blev vi smidt ud af skolen som familie – også de af vores børn, som ikke var en del af situationen.

Efter vi blev smidt ud af skolen, fik vi at vide, at skolen havde begrundet deres valg om at ekskludere os med, at de havde haft en psykolog på, som havde vurderet vores barn. Dette var en løgn. Der har aldrig været en psykolog involveret i forhold til vores barn, og der har aldrig været behov for det. Jeg har siden hørt fra andre familier, at skolerne lyver for at redde deres omdømme og bedst muligt dække over deres egne mangler.

Bliver man for besværlig eller en af dem de ikke kan knække, bliver man smidt ud. Denne beretning er som mange andre tidligere Steiner-familiers beretning. Men udover den accepterede mobning, som mit barn og mange andre familier måtte gennemgå, har vi oplevet dybt grænseoverskridende adfærd fra lærere og voksne over for vores børn.

Børnene fortalte om lærere, der skreg og råbte i timerne, og stressramte lærere, der ikke kunne holde til ledelsens pres og mundkurve-strategier. Der var episoder, hvor lærere hetzede børn så voldsomt, at klassekammerater måtte spørge: “Hvorfor kører du på ham, når han ikke har gjort noget?”

En episode står særligt klart i min hukommelse: En stor mandlig lærer løftede min søn op i jakken, så han lå vandret i luften, løftede ham helt op i skulderhøjde og slap ham ned på den kolde jord. Mens han grinede, sagde han: “Det gjorde jeg, fordi jeg havde lyst.” Mit barn kom hjem den dag med smerter i baghovedet og ryggen. Han blev hjemme resten af ugen, og episoden har efterladt et uudsletteligt mærke i os som familie.

Dette skriv er for alle de børn, som har følt sig svigtet i et system, der i mine øjne mere og mere minder om en sekt. Steiner-verdenen består af overtroiske ideologier og hjernevaskede forældre, der troligt, som jeg selv gjorde, støtter op om dette narrativ. De knækkede ikke os, hvorfor vi i stedet blev smidt ud.

Tak fordi du læste hele vejen igennem dette skriv. Det må gerne deles, så andre forstår, at det hele ikke bare handler om blomsterkranse og hyggelige rum, når de sætter deres barn ind i Steinerverdenen.

Du kan læse mere på hjemmesiden steinerkritik.dk, hvor du også kan læse om, hvordan Rudolf Steiner blev inspireret af Hitlers nazireligion, og hvad der videre sker for melankolikeren.

En Mor til 3 drenge, Kvistgård (Jeg er bekendt med navnet på skribenten)

“Jeg er opskriften på det perfekte menneske, for jeg har fået alt, som Steiner har foreskrevet det. Mine forældre har opofret sig og givet mig mulighederne og jeg utaknemmelige skarn, jeg har forkastet det alt sammen.”

Læs den “Den perfekte opskrift”!