Oplevelser fra en Rudolf Steiner vuggestue 

Jeg har modtaget følgende oplevelse fra en Rudolf Steiner vuggestue, som her bringes anonymt. Jeg er bekendt med skribentens identitet.

Min søn gik i Steiner vuggestuen ved Vidar skolen. Som forældre blev vi tiltrukket af muligheden for at være mere involveret i vores barns institutionsliv. Min søn var dog ked og utryg i vuggestuen hver dag. Vi fik at vide, at jeg skulle stoppe med at amme ham, og at han skulle sove på sit eget værelse og falde i søvn selv. Lederen af institutionen foreslog, at jeg skulle begynde at strikke og sidde udenfor min søns dør og strikke, når han græd. Hun foreslog også, at jeg som kvinde kunne gå i kjole, da barnet ville føle sig tryg ved en mere kvindelig udstråling. Samtidig skulle far træde mere i karakter som far og ikke være for blid.

Vi skulle vise vores barn lederskab, og han skulle have mindre opmærksomhed. De anbefalet at han måtte sidde ved vores spisebord ved måltiderne på en måde, hvor han fik mindst mulig opmærksomhed. Vores dreng måtte ikke have sin sut eller sin bamse i institutionen. Vi skulle anskaffe ham en rigtig Steiner-dukke, som var dyr, men det var udiskuterbart. Som unge førstegangsforældre gjorde vi som anvist. Vi var måske endda lettede over, at nogen viste os vej og tilbød os fællesskab. Vi blev draget af de smukke omgivelser og æstetikken og håbede på mere omsorg til vores søn, end vi ellers havde oplevet i det offentlige. Vi skulle holde en hjemmedag med vores søn en gang om ugen. Institutionen åbnede sent og lukkede tidligt. Den var dyr og uden tilskud, og jeg tænker ofte over, hvad vi egentlig betalte for. De gik den samme tur hver dag i mosen og tilbød ingen aktiviteter eller udflugter. Maden var vegetarisk og den samme hver uge. Kartofler og tomater var af steinergrunde forbudt? Forældregruppen var generelt velhavende, ressourcestærke og kreative, men med elementer af forskellige alternative tendenser. Der var en udbredt skepsis over for medicin og diagnoser, og flere børn var ikke vaccinerede.

Det var et krav, at alle børnene skulle bære silkekyser for at beskytte mod stråler, og de måtte kun gå i uld/silke/bambus tøj. Vi måtte skaffe os af med vores tv derhjemme. Pædagogerne kom på hjemmebesøg, og der var klart et pres om at have det rigtige trælegetøj og et hjem med økologisk hjemmebag og regnbueæstetik. Vores søn hadede alle dage der, han var ked af det, og vi fik at vide, at han kunne vænne sig med tiden. Han fik ikke plads i Steinerbørnehaven, så han begyndte i en almindelig børnehave. På kort tid var vores søn som forvandlet, en glad og social dreng.

Jeg skammer mig så meget. Tænk, at jeg holdt min amning af mit etårige barn hemmelig. Hvordan kunne vi deltage i forældremøder med fælles bøn, med konstant envejskommunikation og uden dialog? Hvordan kunne to veluddannede voksne mennesker falde for noget, der i bakspejlet var så uværdigt for vores dreng?