Steinerbevægelsens splittelse før og nu

Da Rudolf Steiner døde i 1925, stod antroposofien ved en skillevej. To af de mennesker, der havde stået ham allernærmest – Marie Steiner og Ita Wegman – kom til at repræsentere to forskellige måder at forvalte arven på.

Konflikten mellem dem var ikke kun personlig; den handlede om selve antroposofiens sjæl.

Marie Steiner så sig selv som den selvudnævnte vogter af den rene lære. Intet måtte ændres – hverken et komma i Steiners tekster eller en impuls i praksis. Antroposofien skulle beskyttes som et helligt relikvie, og Den Frie Højskole for Åndsvidenskab skulle være et lukket esoterisk tempel for de få.

Ita Wegman derimod oplevede Steiners arbejde som en levende bygning, der skulle bygges videre på. Hun ville videreudvikle impulserne, gøre medicinen praktisk virksom i verden og give Højskolen karakter af et åbent arbejdsfællesskab, hvor nye initiativer kunne spire.

Begge kvinder var dybt begavede og dybt dedikerede – og begge lod deres betydelige egoer spille en rolle. Resultatet blev den store splittelse i 1935, hvor Wegman og hendes kreds blev ekskluderet af Marie Steiner og det tysktalende flertal.

100 år senere lever præcis den samme konflikt videre – bare i nye klæder.

I Danmark ser vi det tydeligst i debatten om Steinerskolerne. Skal de være trofaste mod Rudolf Steiners esoteriske pædagogiske impuls og dermed forblive en skole for de få, der aktivt søger det åndelige? Eller skal de moderniseres og gøres til progressive og inkluderende skoler, der kan overleve i en sekulær tid – også selvom det betyder, at Steiners spirituelle kerne fortyndes eller forsvinder?

Ja spørgsmålet minder om det samme som i 1925: Er arven noget, Steinerbevægelsen skal beskytte uændret – eller noget, de skal tage ansvar for at føre videre på ny vis?