Dokumentar om Steinerskoler kommer på TV2 

I oktober 2025 sender TV2 en kritisk dokumentar om Steinerskolerne.

Dokumentaren forventes at kaste et kritisk lys over Steinerskoler i Danmark og belyse problemstillinger omkring deres pædagogik og behandling af elever.

Jeg har længe været bekendt med udfordringer på flere Steinerskoler, herunder begrænset faglighed, svigt af sårbare elever og en pædagogik, der kan være svær at forene med moderne undervisningsstandarder.

På Steinerkritisk Forum har jeg tidligere delt historier fra tidligere elever og forældre, der fortæller om manglende støtte, mobning og en kultur, der ikke altid sætter Steinerbarnets tarv i centrum. Dokumentaren ser ud til at dykke ned i lignende problemstillinger og give stemme til de berørte.

Der florerer mange rygter om dokumentarens produktion, og Steinerskolerne har bidraget til disse gennem deres kommunikation til forældrene. Med mit kendskab til baggrunden for og arbejdet med dokumentaren tror jeg, at nogle af disse rygter skaber misinformation. Jeg forstår, at rygterne kan vække vrede, især blandt forældre, hvis børn trives i Steinerskolen. Når ens børn er glade for deres hverdag, kan kritik af skolen føles urimelig.

Jeg anerkender, at mange børn oplever en god tid i Steinerskolen og vokser op til at blive velfungerende, harmoniske voksne. Men desværre har dette skolesystem også en bagside, som for nogle resulterer i voldsomme traumer, der følger dem langt ind i voksenlivet. Denne side er ukendt for mange og trænger til at blive italesat.

Dokumentaren kan for nogle virke provokerende, men jeg opfordrer til, at vi ser den og bedømmer den ud fra dens indhold. Som debattør i Steinerdebatten hilser jeg dokumentaren velkommen, da den kan bidrage til en nødvendig samtale om Steinerskolerne. Jeg håber, at den vil skabe større opmærksomhed om behovet for at erkende skolernes udfordringer og øge gennemsigtigheden, så fremtidige svigt bliver undgået.

Lad os få en god og saglig debat med respekt for hinandens synspunkter. Så derfor ”go” debat til alle debattører i Steinerdebatten!

1 kommentar

  1. frankskunst's avatar frankskunst siger:

    “Steiners skyggeside”:

    Steiners skyggeside

    Like

Skriv et svar til frankskunst Annuller svar