Ahriman og konspirationstænkning i Steinerhverdagen 

I Rudolf Steiners Antroposofi spiller Ahriman en central rolle som en slags “antroposofisk antikrist”.

Ifølge Steiner, der trak inspiration fra zoroastrisk mytologi, repræsenterer Ahriman løgn, mørke og den materielle verdens dominans over spiritualiteten. Han stræber efter at fange menneskeheden i ren materialisme og død, i modsætning til det gode, sande og levende.

Steiner forudsagde, at Ahriman ville inkarnere fysisk i det tredje årtusinde. Blandt nutidige Steinertilhængere er denne forestilling blevet trukket ind i moderne konspirationsteorier, hvor den bruges til at forklare globale begivenheder.

På sociale medier og i Steinerkredse knyttes Ahriman i stigende grad til aktuelle kriser. Covid-19-vacciner, kunstig intelligens (AI), Verdens Økonomisk Forum (WEF), og krige i Ukraine og Mellemøsten ses som tegn på Ahrimans indflydelse. Ja nærmest en opfyldelse af Steiners profetier om en ny verdensorden, der leder menneskeheden væk fra åndelig frihed.

Nogle tilhængere spekulerer endda i astrologi for at fastslå, at Ahriman blev født i 1998 (3 × 666), med en potentiel afsløring omkring 2030.

Bøger som Peter Selgs ”The Future of Ahriman” and ”The Awakening of Souls” spekulerer videre med ideen om at forbinde Ahrimans fremtidige inkarnation med nutidige udfordringer som pandemier, sociale problemer og transhumanisme.

Denne brug af Ahriman som forklaringsmodel skaber splittelse i Steinerverdenen. Den norske antroposof Frode Barkved har i sin artikel “Antroposofi og konspirationstænkning” kritiseret, hvordan sådanne teorier underminerer bevægelsen og skaber konflikt blandt tilhængere, der forsøger at distancere sig fra Steiners mere ekstreme idéer.

Mens nogle ledende figurer i Steinerbevægelsen begynder at tage afstand fra konspirationsteorier, udgør de evige antroposofiske konspirationstænkere en trussel mod bevægelsens troværdighed udadtil. Forældre, der sender børn i Steinerskoler og institutioner, er ofte uvidende om, at sådanne idéer indgår i uddannelsen af lærere og pædagoger.

Hvis Rudolf Steiners skoler og institutioner skal være troværdige og relevante her i 2025, vil jeg anbefale, at de mere rationelle Steinerlærere og pædagoger støtter en kritisk dialog, stopper med konspirationstænkningen, og indser at konspirationstænkere ikke hører hjemme i institutioner med børn og unge.

1 kommentar

Skriv et svar til frankskunst Annuller svar