20240116_112211

Er der en splittelse i Steinerverdenen?

Afslutningen på 2023 tog en uventet drejning i den danske Steinerverden. En Steinerkritisk kronik af Morten Hesseldahl i Politiken 24. november sparkede pludseligt til en spirende identitetskrise i Steinerbevægelsen.

Er Steinerbevægelsen sekterisk? Er man for afhængig af Rudolf Steiner og hans Antroposofi? Var Rudolf Steiner racist? Skal man erkende og tage afstand fra hans racisme? Og hvor står Steinerskolerne og institutionerne i forhold til Antroposofien og stifterens mange sære udsagn?

Det nemme valg vil være at tage afstand fra Steiners udtalelser. Nogle Steinertilhængere forsvarer Steiners racisme med hans specielle esoteriske indsigt. Det kan enkelte antroposoffer gøre, men Steinerskoler og institutioner begynder nu at tage afstand. Men de findes, de Steinerfolk og sympatisører, som ikke tager afstand. En af disse skriver bl.a.: “De citater, som især har vakt anstød, er en række generelle esoterisk-filosofiske overvejelser over forskellige kosmiske indflydelser og deres påvirkning af forskellige dominerende rodracer og subracer på forskellige tidspunkter i den menneskelige evolution. Her bliver der så sagt nogen ting om for eksempel den indiske race, eller om sorte mennesker fra Afrika, som tilhører en nedadgående kulturstrøm. Og det lyder ikke så smukt i sarte moderne øren, som gerne vil anse alle racer og kulturer som lige gode og lige værdifulde for menneskeheden.” (december 2023)

Jacob K. Nielsen – en rektor fra en Steinerskoles HF, har et interessant indlæg i Politiken 4. december, hvor han ikke forsvarer eller bortforklarer Steiner. Han skriver derimod meget indrømmende, at Steiner har sagt og skrevet meget, som ikke lader sig forsvare intellektuelt. At hans raceideer er hinsides enhver fornuft, og at det også er givet, at Rudolf Steinerskolernes 100-årige historie til tider har haft et sekterisk præg.

Jacob K. Nielsen fortæller også, at der er en debat i Steinerinstitutioner om forvaltningen af Steiners lære og antroposofien. Christina Vilhelmsen fra Steiner-skolerne i Danmark udtaler til Kristeligt Dagblad 8. december, at mange pædagoger og lærere på både daginstitutionerne og skolerne slet ikke er uddannet efter ”Steinerprincipperne”. I en udsendelse på Radio4 giver hun udtryk for at have holdninger til Steinerskolerne, der ligner det, som jeg vil kalde ”Steinerpædagogik Light”. Hun fortæller også, at Steiner havde sagt, at man ikke skulle opkalde skolerne efter ham, og at hun måske godt kunne forestille sig et navneskift.

Men hvordan forholder Steinertilhængerne sig ude i det ganske land til disse ”Steiner Light” ideer? Steinerinstitutionerne og skolerne har altid været Steinerbevægelsens flagskib. Det er her, at Rudolf Steiner og hans Antroposofi er inkarneret i den fysiske verden. Så spørgsmålet er, om man i Antroposofisk Selskab og blandt de rigtige Steinertilhængere kan leve med, at ideen bag Steiners skoler og institutioner bliver udvandet, og at de i praksis ender med at være en del af et moderne pluralistisk samfund. Visse debattører i Steinerverdenen ser et større problem, hvis man gradvist lader de statslige direktiver æde de pædagogiske principper, som kendetegner Steinerskolen. Det vil være lig med, at man ikke vil stå ved sin egen skoles grundlægger. Ja det er nærmest at undsige ham, og hvem skal så tro på skolen, hvis dem, der arbejder i den, ikke selv gør?

Steinerbevægelsen synes, at være baseret på tro. En tro på bevægelsens grundlægger, som er stifteren af deres skole og pædagogik. Derfor kan det være svært, at forstille sig en Steinerskole (eller institution) uden Rudolf Steiners tankegods. Ja det vil være en anden skole end den som Steinertilhængerne, betragter som deres.

 

2 Comments

  1. frankskunst's avatar frankskunst siger:

    “A hundred years ago Rudolf Steiner provided insights, indications and understanding of child development that inform the basis upon which Steiner Waldorf Education has developed in the UK today. It is an education philosophy that puts at its heart respect for the unique nature of each human being. However there are concepts and statements in Steiner’s work, particularly in relation to reincarnation, which depict white Europeans as more spiritually evolved than other races. We wholeheartedly repudiate these.”
    https://www.steinerwaldorf.org/anti-racism-statement/?fbclid=IwAR2wY7yQTTBIgae0hIvxANu5-g3QFRCVGdKarhTXOXVxXLjKGg7l3b_pm60

    Like

Skriv et svar til frankskunst Annuller svar