Hvem passer børnene i Steinerbørnehaven?

Jeg har læst Morten Hesseldahls kronik om Steinerverdenen i Politiken 25. november. Jeg bemærkede, at Troels Lund Poulsens lille datter går i en Rudolf Steiner skovbørnehave. Er der noget galt i det? Næ hun får sikkert en masse frisk luft og sund kost. Steinerskovbørnehaven er vist også en af de “Steiner Light” institutioner, hvor de ansatte ikke nødvendigvis er Steiner uddannede, og hvor man nøjes med at inddrage de praktiske redskaber fra Steinerpædagogikken.

Troels Lund er sikkert en god far, der vil det bedste for sin datter. Men det vil altid være en god ide, hvis man overvejer en Steinerinstitution til sit barn, at undersøge hvad Steinerverdenen OGSÅ er. Det interessante hertil er hvem, der ansættes i Steinerinstitutioner. Hvem er det? Er det steinerpædagoger? Hvad er deres baggrund?

Jeg er selv uddannet Steinerpædagog på Rudolf Steiner Pædagogseminariet i Aarhus i 1999, og er blevet kendt som ham, der blev ”Steinerkritiker”. Jeg var da også kritisk i forhold til indholdet på uddannelsen. At spekulere i børns tidligere liv (reinkarnation og karma) hører vel ikke hjemme i moderne pædagogisk tænkning, og Rudolf Steiners Antroposofi er et overflødighedshorn af religiøst og okkult tankegods.

Af mange ”mærkelige” ting på Steinerseminariet var dyrkelsen af den oldpersiske onde gud Ahriman, det mest mærkelige. Han blev betragtet som en Antikrist, der ville inkarnere efter år 2000, hvilket her efter 2020 tilsyneladende er ved at finde sted. I de Steinerkredse som jeg følger er epidemier, coronavacciner og den nye verdensorden (WEF) beviser på Rudolf Steiners forudsigelser.

Sære forudsigelser eller konspirationsteorier er stadig en stor del af undervisningen på Steinerseminarier, og kommende Steinerpædagoger og lærere forventes at købe ind på dette konspirituelle verdenssyn. Det må være her, diskussionen om hverdagens Steinerpædagogik, bør have sit udgangspunkt.

Som forælder i en Steinerinstitution bør man interessere sig for, hvem der passer ens børn. Hvad er deres baggrund? Og tror de også på Rudolf Steiners sære profetier?

2 Comments

  1. frankskunst's avatar frankskunst siger:

    ”De sidste dage før praktikken blev vi indprentet, at det åndelige i Steinerpædagogikken ikke måtte omtales i nærvær af børnenes forældre. De kunne jo blive skræmte , fordi de ikke havde indsigt i det åndelige.”
    (Børn og Unge nr. 47, 2003)

    Like

Skriv en kommentar