Mit eget vidnesbyrd 

Nu hvor jeg har bragt nogle andre personers vidnesbyrd på hjemmesiden, vil jeg her bidrage med mit eget.

Mit vidnesbyrd tager sit udgangspunkt i et læserbrev, som jeg skrev til de pædagogstuderendes blad i foråret 1999.

Når jeg læser det i dag, virker det nærmest vanvittigt. Men den sidste tid på seminariet i 1999 var virkelig en vanvittig tid.

Så her kommer læserbrevet i sin fulde længde:

“KUNSTEN AT KUN TALE FOR SIG SELV (April 1999)

Jeg er en 3. årsstuderende på Rudolf Steiner Seminariet, som blev noget overrasket, da jeg læste Dorthes indlæg (navn ændret) om det seminarium, hvor jeg nu har studeret i snart 3 år.

Jeg var på ingen måde uenig i det, hun skrev om antroposofien. Men jeg var skuffet over, at læse, at en medstuderende tillod sig på alle sine medstuderendes vegne at skrive:”-at fordi vi er et lille seminarium kender lærerne os så godt, at de nøjagtig ved, hvor i vores udvikling vi befinder os og på den måde i det daglige formår at støtte op om hver enkel af os.”. Jeg har ingen erindring om, at Dorthe har spurgt mig eller min klasse; om vi er enige i denne udtalelse.

Da Dorthes udtalelse er subjektiv, vil jeg hermed også slå fast, at jeg er uenig i denne. Jeg har erfaret, at lærerne ikke altid har fornemmelse for, hvordan den enkelte studerende reelt har det både med det antroposofiske studium og ikke mindst det sociale klima på seminariet.

Jeg har kendskab til, at manglende studievejledning og manglende menneskelig omsorg med respekt for andre livsholdninger, har ført til medstuderendes afgang fra seminariet med ikke mindst ulykkelige menneskelige konsekvenser som følge.

Selv om at jeg til optagelsessamtalen med Rektor T. M. fik at vide: “at man ikke forventer, at de studerende har nogle bestemte holdninger og et andre holdninger vil blive respekteret”, kan det i hverdagen på Rudolf Steiner pædagogseminariet nogle gange være en svær balancegang at have andre holdninger. Det er hårdt at tilhøre et mindretal, men det er i hvert fald noget, man lærer af.

Men mit budskab er at når man udtaler sig, skal man huske, at man kun taler for sig selv (med mindre at man har sit baglands accept). I et demokrati har hver mand sin egen stemme og ikke andres!

Frank Monrad Christensen, 3. års studerende på Rudolf Steinerpædagogseminariet”

Læserbrevet blev bragt, imens jeg skrev speciale på 3. år.

Da jeg kom tilbage på seminariet var Dorthe blevet et offer og jeg blev nu anset som en meget ond mand.

Derefter kom jeg nærmest i en psykologisk skammekrog. Jeg var ikke længere en, man ville tale med.

Få måneder efter modtog jeg mit uddannelsesbevis til afslutningsfesten, hvor alle landsdelens kendte Antroposoffer var indbudt.

Da personen før mig fik sit bevis, sagde rektor til forsamlingen ”Dette er så seminariets uddannede pædagog nr 65, så hvis nogen af jer går op i betydningen af tal…” Derefter kom jeg som nr 66(6?). Var der mon nogen, der tænkte ”Ahriman”?

Måske var det en skjult hentydning til et antroposofisk publikum. Men i hvert fald herefter blev terningerne kastet. Et opgør skulle begynde…