Author Archives: frankskunst

EXIT STEINER 

Når kritik af Steinerbevægelsen når mainstreammedierne, handler det ofte om Rudolf Steiners racistiske citater eller om Steinerinstitutionernes brug af karmalære og reinkarnation.

Det er vigtigt, at både citaterne og den åndelige lære bliver taget alvorligt og drøftet åbent. Men de dybereliggende udfordringer i Steinerverdenen risikerer at blive overset, når kritikken reduceres til overskrifter, der først og fremmest skal sælge abonnementer.

De mest nuancerede og indsigtsfulde perspektiver kommer ofte fra mennesker med egne erfaringer fra Steinerskoler og -institutioner. Deres fortællinger rummer som regel en kompleksitet, som sjældent får plads i den brede mediedækning.

Podcasten “Kaffe og kaos” er et nyt initiativ af to kvinder, der blandt andet fortæller om deres brud med Steinerbevægelsen.

Efter at have lyttet til første afsnit, “Farvel til Steiner”, sidder jeg tilbage med indtrykket af en ærlig, reflekteret og oplysende gennemgang af deres bevæggrunde for at forlade miljøet.

Begge kvinder har mange års tilknytning til Steinerskoler og -institutioner. Det er tydeligt, at Steinerverdenen har været en central del af deres liv, og at deres brud ikke er sket uden personlige omkostninger.

Jeg ser frem til de kommende afsnit. For mig er podcasten et eksempel på, at et farvel til Steiner handler om langt mere end offentlig forargelse over karmalære og reinkarnation. Det handler også om at sætte ord på oplevelser af intimidering, splittelse og social udstødelse – dynamikker, som kan opstå i fællesskaber, hvor enkelte personers autoritet eller religiøst lignende mekanismer får for stor indflydelse.

Podcasten “Kaffe og kaos” kan følges her!

 

 

Den ”klassiske” Steinerkritik findes ikke længere

Engang, for efterhånden længe siden – efter afslutningen af min uddannelse på Rudolf Pædagogseminariet i Aarhus – indledte jeg et opgør med Steinerbevægelsen.

Fokus var dengang mere på konfrontation end på dialog, og på at få nødvendig oplysning ud til omverdenen. Ligesom Steinerkritik andre steder i verden var kritikken især rettet mod oplevet sekterisk adfærd og skjult religiøsitet. Sådan kan kritikken se ud, når man er yngre og har nylige dårlige erfaringer med Steinerverdenen.

Som årene gik, og livet bød på andre udfordringer, blev Steinerkritikken for mig et afsluttet kapitel. Men i 2022 blev jeg introduceret til et projekt omhandlende en kritisk dokumentar om Steinerskoler og -institutioner.

Så var jeg pludselig på banen igen. Min tilgang til Steinerkritikken havde dog ændret sig, og da den – for mig – ikke særligt vedkommende dokumentar endelig fik premiere, blev det tydeligt, at jeg nu betragtede Steinerbevægelsen fra et andet perspektiv.

I dag oplever jeg en Steinerverden, der ikke er sort/hvid. Den er mangesidet og i sig selv hverken entydigt sekterisk eller ensartet. Den kan have kultlignende træk, men da Steinerinstitutioner er meget forskellige, handler det i højere grad om lokale variationer – og om de mennesker, der leder og præger dem.

Mødet med Steinerverdenen handler i sidste ende om mennesker og om oplevelser. Oplevelser er personlige, og de er aldrig forkerte. Den mangesidede Steinerverden vil derfor altid blive oplevet forskelligt.

Dårlige oplevelser skal respekteres og mødes med ordentlighed. Personer med negative erfaringer fra Steinerinstitutioner hader sjældent Steiner som idé, men er ofte mennesker, der stadig kan se noget værdifuldt – for eksempel i Steinerpædagogikken.

I dag har mange af de gamle Steinerkritiske hjemmesider rundt omkring i verden mistet deres aktualitet og fungerer i praksis som arkivmateriale. Jeg har også meget ”arkivmateriale” her på siden, men fremadrettet er intentionen, at siden skal være et sted for oplysning og debat ud fra et kritisk perspektiv.

Jeg er åben for dialog og samtale, og alle med interesse for antroposofi, Steinerpædagogik m.m. er naturligvis velkomne.

 

 

Fra “De svigtede Steinerbørn” til “Steiners skyggeside”

Dette er ikke en anmeldelse af dokumentaren “Steiners skyggeside”, men en beskrivelse af min oplevelse med tilblivelsen af en meget omdiskuteret dokumentarproduktion.

Den oprindelige dokumentar, “De svigtede Steinerbørn”, var tænkt som en todelt udsendelse på cirka én time per afsnit. Flere forældre og tidligere elever medvirkede i interviews, ligesom en tidligere leder fra en Steinerskole trådte frem som whistleblower. Dertil kom bekymrende aktindsigter fra STUK.

Jeg så dokumentaren i maj 2024, og forventningen var, at den skulle sendes på DR cirka tre måneder senere. Set fra mit perspektiv var dokumentaren bred, vedkommende og nuanceret. Jeg mener, at den kunne have fungeret som et stærkt oplæg til debat og samtale om Steinerskolerne i en kritisk og nutidig kontekst.

Men noget skete i processen mellem DR og Deluca Film. Hvad det reelt handlede om, ved jeg ikke meget om, men der blev igangsat en proces, hvor dokumentaren skulle skæres ned til ét afsnit på cirka en time. Set fra min position som en af de oprindelige medvirkende blev forløbet efterhånden mærkeligt og kunne give indtryk af, at DR ikke længere for alvor var interesseret i dokumentaren.

Der blev interviewet nye kilder, og nye vinkler kom til, naturligvis på bekostning af noget andet. Alligevel var det tilsyneladende ikke noget, der faldt i DR’s smag. Efter den massive kritik af DR-dokumentaren “Grønlands hvide guld” i starten af 2025 besluttede DR, at “De svigtede Steinerbørn” ikke længere skulle vises.

DR har ikke ønsket at oplyse årsagen til afvisningen af Steinerdokumentaren. Spekulationerne har dog været mange, og flere medier med fokus på afsløringer har kastet sig over sagen.

Herefter trådte TV2 ind og reddede dokumentaren. De fik et fordelagtigt tilbud og ønskede gerne at vise den. På grund af TV2’s format måtte dokumentaren dog skæres yderligere ned til 45 minutter. I oktober blev den vist under den endelige titel “Steiners skyggeside” og fyldte godt på TV2’s sendeflade på premieredagen, blandt andet med indslag i morgen-tv og henvisninger til TV2 Play.

Efter at dokumentaren endelig blev sendt, melder spørgsmålet sig: Var den god set fra et kritisk perspektiv? Hertil må mit svar være nej. “Steiners skyggeside” blev simpelthen for smal. Efter at have beskæftiget mig med Steinerverdenen i mange år er 45 minutter alt for lidt til at favne kompleksiteten. Resultatet blev overfladisk, og TV2’s tilgang bar præg af, at der var tale om et projekt, de havde overtaget uden tilstrækkelig indsigt.

Uanset om man er tilhænger eller kritiker af Steiner, fortjener denne komplekse og mangesidede verden et langt mere indsigtsfuldt og nuanceret billede, end det vi fik præsenteret på TV2.

Se også “De svigtede Steinerbørn”

Steinerbevægelsen i Danmark

Steinerbevægelsen i Danmark kan visualiseres som to overlappende cirkler, der repræsenterer dens esoteriske og praktiske sider, med Rudolf Steiners antroposofi som det centrale overlap.

Den esoteriske side fokuserer på det spirituelle og okkulte, mens den praktiske side er mere jordnær og hverdagsorienteret. Begge sider er dog dybt forankret i Steiners lære, som har inspireret en bred vifte af aktiviteter i Danmark.

Den esoteriske side

Den esoteriske del af Steinerbevægelsen er ofte mere lukket, og har fokus på spirituel udvikling og okkulte elementer.

Centralt står Antroposofisk Selskab Danmark, der præsenterer aktiviteter inspireret af Rudolf Steiner. Selskabet arrangerer bl.a. studiegrupper, hvor medlemmer dykker ned i Steiners filosofi, herunder begreber som karma og reinkarnation, der er kerneelementer i antroposofien.

Okkulte aspekter som Ahriman (det materialistiske onde), Lucifer (det illusoriske) og åndelige hierarkier udforskes i dybden, ofte i lukkede kredse.

Steinerseminarier uddanner antroposofiske lærere og pædagoger, som integrerer disse ideer i deres arbejde.

Kristensamfundet, en religiøs bevægelse inspireret af Steiner, har menigheder i København, Aarhus og Odense, hvor ritualer og foredrag er åbne for alle, men med et stærkt fokus på spirituel fornyelse.

Den esoteriske side understreger antroposofien som en ”erkendelsesvej” til det åndelige i mennesket og universet.

Den praktiske, hverdagsorienterede side

På den mere åbne side finder vi institutioner, der integrerer Steiners ideer i dagligdagen uden altid at fremhæve de esoteriske elementer eksplicit.

Steinerskoler og institutioner er fremtrædende, med 14 steinerskoler i Danmark, der underviser børn fra forskellige baggrunde i en holistisk pædagogik. Disse inkluderer også børnehaver og vuggestuer, der bygger på Steiners pædagogik.

Karma og reinkarnation nævnes sjældent direkte her. Fokus er på kreativ udvikling gennem kunst, musik og bevægelse.

Bofællesskaber som Hertha Levefællesskab i Galten kombinerer almindelige beboere med udviklingshæmmede voksne i et socialt og støttende miljø, inspireret af antroposofiske principper.

Merkur Andelskasse, en værdibaseret bank, kombinerer finansiel drift med etisk påvirkning, der afspejler Steiners sociale ideer.

Kunstneriske aktiviteter som eurytmi – en bevægelseskunst, der gør musik og sprog synligt – formidles gennem skoler og kulturhuse.

Andre virksomheder, som biodynamiske gårde eller antroposofisk medicin, bidrager til denne praktiske side.

Alt bygger på antroposofien

Selvom de to sider fremstår forskellige, er de uadskillelige og bygger alle på Rudolf Steiners livsværk.

Begreber som ”Waldorf” og ”Steinerskole” er varemærkebeskyttede, hvilket betyder, at institutioner skal godkendes af relevante forbund for at bruge navnene, sikrende en vis trofasthed mod Steiners principper. Uden Steiners antroposofi ville ingen af disse skoler, samfund eller aktiviteter eksistere i deres nuværende form.

Bevægelsen i Danmark, med dens blanding af det esoteriske og det praktiske, illustrerer, hvordan Steiners ideer udleves og stadig udvikler sig 100 år efter hans død.

Jul og højtider i Steinerinstitutioner

I weekenden besøgte jeg den lokale Steinerskoles årlige julebasar – og som altid blev jeg både fascineret og lidt tankefuld over, hvor anderledes en ”Steiner-jul” er fra den traditionelle danske/kristne jul.

Da jeg gik ind i skolegården blev jeg mødt af en kæmpe grøn drage i træ, og inde i lokalerne stod et lille skib som adventsalter med en lysende stjerne over sig og en Buddha-figur ved siden af. Og der var farverige lanterner i alverdens nuancer. Alt sammen en del af skolens julebasar.

Det ligner ikke en traditionel kristen jul. Derimod ligner det mere en billedliggørelse af Rudolf Steiners Antroposofi– som er præget af en bevidst religiøs synkretisme.

I sin Antroposofi, så Steiner kristendommen som en del af en større kosmisk udvikling, hvor også østlige traditioner, førkristne europæiske mysterier og esoterisk astrologi indgår. Julen handler derfor ikke kun om Jesu fødsel i historisk forstand, men lige så meget om “det indre lys”, solens genfødsel ved vintersolhverv og menneskets åndelige udvikling gennem årstiderne. Resultatet er en jul, der er både kristen og ikke-kristen på én gang:

Adventsspiralen (den grønne krans med lys, som børnene går igennem) er et direkte symbol på den indre vej mod lyset. Dragen er jordens og materialismens vogter, som det lysbærende menneske skal overvinde. Og de hjemmelavede lanterner i regnbuens farver bærer børnene selv i mørket ved lanternefesten i november – en fest, der markerer, at vi tager vores eget lys med ud i verden.

For mange kristne virker det fremmedartet, ja måske ligefrem uforeneligt med evangelierne. For Steinerfolk er det en udvidelse: Jesus-barnet er lyset, men lyset er også i os alle sammen, og det fejres med symboler fra hele verdens åndelige historie.

Er det her en berigelse af julen – eller en fortolkning, der fjerner sig så meget fra den oprindelige kristne kerne, at det næsten er en anden højtid? Det spørgsmål lader jeg stå åbent. Men fint og æstetisk kan det i hvert fald virke.

Steinerbevægelsens splittelse før og nu

Da Rudolf Steiner døde i 1925, stod antroposofien ved en skillevej. To af de mennesker, der havde stået ham allernærmest – Marie Steiner og Ita Wegman – kom til at repræsentere to forskellige måder at forvalte arven på.

Konflikten mellem dem var ikke kun personlig; den handlede om selve antroposofiens sjæl.

Marie Steiner så sig selv som den selvudnævnte vogter af den rene lære. Intet måtte ændres – hverken et komma i Steiners tekster eller en impuls i praksis. Antroposofien skulle beskyttes som et helligt relikvie, og Den Frie Højskole for Åndsvidenskab skulle være et lukket esoterisk tempel for de få.

Ita Wegman derimod oplevede Steiners arbejde som en levende bygning, der skulle bygges videre på. Hun ville videreudvikle impulserne, gøre medicinen praktisk virksom i verden og give Højskolen karakter af et åbent arbejdsfællesskab, hvor nye initiativer kunne spire.

Begge kvinder var dybt begavede og dybt dedikerede – og begge lod deres betydelige egoer spille en rolle. Resultatet blev den store splittelse i 1935, hvor Wegman og hendes kreds blev ekskluderet af Marie Steiner og det tysktalende flertal.

100 år senere lever præcis den samme konflikt videre – bare i nye klæder.

I Danmark ser vi det tydeligst i debatten om Steinerskolerne. Skal de være trofaste mod Rudolf Steiners esoteriske pædagogiske impuls og dermed forblive en skole for de få, der aktivt søger det åndelige? Eller skal de moderniseres og gøres til progressive og inkluderende skoler, der kan overleve i en sekulær tid – også selvom det betyder, at Steiners spirituelle kerne fortyndes eller forsvinder?

Ja spørgsmålet minder om det samme som i 1925: Er arven noget, Steinerbevægelsen skal beskytte uændret – eller noget, de skal tage ansvar for at føre videre på ny vis?

Dialog med Steinerskolen 

Jeg fik en invitation til at besøge min lokale Steinerskole og samtidig møde repræsentanten fra Steinerskolernes sammenslutning. Jeg valgte at takke ja!

Det kan lyde vanvittigt for nogen, at Steinerbevægelsens gamle kritiker vælger at gå ind i deres “hule” og mødes med en af deres ”ledere”.

At jeg startede en kritik af Steinerbevægelsen i 1999 var også vanvittigt, farligt og ikke mindst grænseoverskridende. Men at møde den anden part og tage samtalen, er ligeså grænseoverskridende.

Selve mødet fandt sted i går, og blev aldrig farligt. Det var en god dialog. Der blev lyttet til hinanden. Min position blev respekteret og afslørede, at der langt ind i Steinerkredse faktisk har været en anerkendelse af personen bag kritikken (selv om andre selvfølgelig også har dyrket en vis dæmonisering!).

Jeg er klar over, at dette møde kan blive genstand for diskussion i Steinerskolekredse – og såmænd også blandt skolens kritikere.

Mit valg i 1999 var et personligt afgørende valg. Det var mit “Rubicon”. Terningerne blev kastet. Der var ingen vej tilbage! I går blev der ikke kastet terninger. Men spillet blev istedet afsluttet i en rolig og respektfuld kulisse. Parterne så hinanden i øjnene og viste gensidig respekt.

Verden er fuld af konfrontation, og folk der bliver modstandere og aldrig taler sammen. Konfrontation kræver mod, men det gør dialogen og samtalen også.

Hjemmesiden her er information om Steiner ud fra et kritisk perspektiv. Min position er kritisk, men mit møde med Steinerskolen fortæller også historien om personer, som arbejder med at skabe en god hverdag for børnenes bedste. Netop derfor er samtalen vigtig. 

Havnegade 6

Havnegade 6, Aarhus C.

En augustdag i 1996 stod jeg foran den store sorte dør.

Jeg vidste ikke helt, hvad der ventede mig, men jeg vidste, at jeg havde brug for en uddannelse – og jeg havde hørt, at man på Rudolf Steiner Pædagogseminariet arbejdede kreativt. Det lød som noget for mig.

Indenfor blev jeg mødt af farver, duft af kaffe og en stemning af noget anderledes. De talte om “antroposofi”, et ord jeg aldrig havde hørt før, og som jeg heller ikke helt forstod. Det lød mystisk, men også lidt spændende.

Hver fredag gjorde vi seminariet rent, og vi bryggede også kaffe til lærerne. Det virkede lidt gammeldags, men jeg tænkte, at sådan var det nok på et kreativt sted.

Men efterhånden begyndte noget at føles forkert. Bag de smilende ansigter og de mange ritualer gemte sig et miljø, hvor kritik blev mødt med tavshed, og hvor lærerne forventede lydighed. Grænser blev overskredet. Man skulle helst tro på “Steiners menneskesyn”, på reinkarnation og åndelige hierarkier. Spørgsmål blev tolket som mangel på tillid.

Det var mærkeligt at se begavede voksne mennesker underkaste sig et system, der byggede på Rudolf Steiners verdensbillede – et system, der ikke blot formede undervisningen, men også vores måde at tænke og føle på.

Flere af mine medstuderende forsvandt pludselig. Jeg husker, hvordan nogle gik grædende ud af døren, hvorefter de næste dag var helt væk fra listen over studerende. Og ingen talte om det. Det var, som om de aldrig havde været der.

Tidligere i min ungdom ville jeg nok have stoppet på seminariet. Jeg blev dog. Måske fordi jeg var nysgerrig. Måske en mærkelig drivkraft fik mig til at fortsætte.

Så i juni 1999 stod jeg der som én af blot syv, der gennemførte uddannelsen ud af de 28, der begyndte i 1996.

 

Se også: Rudolf Steiner Pædagogseminariet i Aarhus 

Reaktion efter dokumentaren “Steiners skyggeside”

Gæsteindlæg af Nanna Tribler, tidligere leder Aalborg Steinerskole:

”Jeg er i chok.”

Jeg blev virkelig chokeret, da mine børn om aftenen fortalte – altså onsdag aften, da vi så dokumentaren sammen – at de ved et besøg fra Styrelsen fra undervisning og kvalitet (STUK) havde fået af vide fra deres lærer, at nu skulle de smile og kun være glade. De skulle opføre sig ekstra pænt og kun snakke godt om skolen, sig ikke nogle dårlige ting.

Hold k… det er grimt, manipulerende og magtanvendelse af så grov karakter, at det… ja jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Det er ulækkert.

Og jeg var selv skoleleder, så det var mit ansvar. Jeg anede ikke, at det foregik. Jeg er rystet. Det bekræfter mig i, at Aalborg Steinerskoles lærere virkelig udlevede deres, “vi giver STUK, hvad de vil have, og så gør vi, som vi plejer” strategi. Og det foregik bag min ryg. Og det foregik så åbenlyst også overfor mine egne børn.

Der er ikke noget at sige til, at jeg ikke havde en chance for at vende den skude til en lovformelig skole, som havde integriteten og deres moralske kompas i orden. Man må håbe på, at de er ved at blive klogere.

Men er man en Steinerskole, så hviler man på et antroposofisk fundament…

Samme lærer er fortsat lærer på skolen… Puha!

Steinerskolernes dilemma 

TV2-dokumentaren “Steiners skyggeside” har kastet lys over en række udfordringer i Steinerskolerne, herunder deres forhold til antroposofien – den åndelige lære, som Rudolf Steiner grundlagde skolerne på.

Dokumentaren sætter gang i en debat om, hvorvidt og hvordan antroposofiske begreber som karma og reinkarnation og esoteriske indsigter spiller en rolle i skolernes pædagogik. Mens nogle Steinerskoler benægter, at disse begreber indgår i deres praksis, mener ”rigtige” antroposoffer – at antroposofien er uløseligt forbundet med skolernes DNA.

Spørgsmålet er hertil; skal Steinerskolerne stå ved deres esoteriske rødder og risikere at fremmedgøre forældre, eller skal de tilpasse sig en moderne, sekulær verden og risikere at miste deres oprindelige identitet?

Debatten om antroposofiens plads i Steinerskolerne afslører en splittelse blandt Steinerfolk.

Der er skoler som Aalborg Steinerskole, der til TV2 understreger, at begreber som karma og reinkarnation ikke er en del af deres pædagogiske praksis.

Andre Steinerskoler har også været tilbageholdende med at afsløre, om eller hvordan de bruger antroposofiske begreber, hvilket kan tolkes som et forsøg på at distancere sig fra esoterikken for at appellere til et bredere publikum. Denne tilgang afspejler muligvis en pragmatisk strategi for at sikre skolernes økonomiske overlevelse ved at tiltrække forældre, der søger en alternativ, men ikke nødvendigvis åndeligt funderet pædagogik.

På den anden side findes der antroposoffer, der ser denne nedtoning som en trussel mod Steinerskolernes kerne. De argumenterer for, at antroposofien er fundamentet for alt i skolerne – fra læreplanens opbygning til de farver, der bruges i klasselokalerne, og til de kulturelle og årstidsbaserede ritualer.

Ifølge denne gruppe er Steinerskolen en esoterisk institution, der bevidst er designet til at afspejle menneskets åndelige udvikling gennem reinkarnation og karma. At benægte eller skjule denne dimension, mener de, reducerer skolerne til ”feel-good-skoler” med fokus på kreativitet og æstetik, men uden den dybere åndelige mening, som Steiner lagde til grund.

Dette dilemma forstærkes af, at mange lærere mangler en dyb antroposofisk forståelse, og at nogle skoler af strategiske årsager vælger at skjule deres esoteriske fundament. Løsningen kræver en ærlig og åben samtale – både internt blandt lærere og eksternt med forældre.

Steinerskolerne må derfor tage stilling til, om de vil stå ved deres esoteriske rødder og risikere at blive en niche for de få, eller om de vil tilpasse sig og risikere at miste det, der gør dem unikke. Uden en bevidst forankring i antroposofien kan Steinerskolerne ende med at ”forsvinde stille og roligt fra verden – og dø af mangel på netop antroposofi.”

Spørgsmålet må være, om skolerne tør tage chancen og bære deres åndelige arv frem i det åbne, eller om de vil fortsætte med at balancere på kompromissets knivsæg.