ANTROPOSOFI OG ØKOFASCISME (2009)

Steinerinstitutioner ynder at reklamere med, at nazister lukkede alle Steinerskoler straks efter magtovertagelsen i 1933, hvilket ikke er sandt. 

Den sidste Steinerskole blev først lukket 8 år efter magtovertagelsen – i 1941. Hvad havde antroposofferne så bedrevet i mellemtiden ?

De havde ikke skjult sig og havde heller ikke været specielt forfulgte. Tværtimod havde nogle af dem støttet nazismen – og enkelte Steinerpersonligheder og organisationer havde udviklet sig i nazismens skygge.

Mange antroposoffer og nazister delte hinandens syn på racelære, og da nazismen sværmede for det okkulte og biodynamiske ideer (antroposofiske dyrkningsmetoder), blev mange antroposofiske organisationer populære i det 3. Rige. På topplan blev de støttet af førerens stedfortræder Rudolf Hess, som var en kendt ”skabsantroposof”. En anden antroposofisk støtte var rigets fødevareminister Richard Walter Darre, som medvirkede til, at antroposofferne blev en aktiv del af nazismens ”grønne fløj”.

Det er også dokumenteret, at enkelte antroposoffer aktivt deltog i nazismens forbrydelser. Antroposoffer stod bag fordrivelsen af østeuropæiske bønder, med det formål at de ville drive biodynamisk landbrug på den stjålne jord. Den meget kendte antroposofiske virksomhed Weleda (naturmedicin, kosmetik og andre grønne produkter) leverede ”naturmedicin” til eksperimenter på fanger i koncentrationslejren i Dachau, hvor udsultede fanger ”passede” de biodynamiske aktiviteter.

Men tilbage til påstanden med lukningen af Steinerskolerne. – Hvorfor lukkede nazisterne først skolerne i 1941 ? Udløseren var såmænd, at Rudolf Hess – antroposoffernes ven og ”beskytter” samme år nødlandede i Skotland på sin selvbestaltede fredsmisssion og dermed endte i britisk fangeskab. 

Denne situation blev udnyttet af Hess´ rival Heinrich Himmler, som var en erklæret okkultist. Himmler betragtede antroposofien som en konkurrent til hans egne pseudoreligiøse ideer, og brugte derfor sin magt og indflydelse til at få lukket sin rivals skoler. Ved skæbnens ironi blev Steinerskolerne derfor lukket pga. umoden forfængelighed, og ikke pga. nogen speciel modstand mod Steinerfolkets menneskesyn. 

I øvrigt har enkelte antroposoffer ikke helt sluppet nazismen efter 2. verdenskrig. I Tyskland har visse antroposoffer været aktive i højreradikale kredse og den kendte tyske antroposof Werner Georg Haverbeck var erklæret Holocaustbenægter. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at Rudolf Steiners enke Marie Steiner nægtede at distancere sig fra nazismen efter 2. Verdenskrigs afslutning. 

Jeg kommer til at tænke på den romerske gud Janus. Ligesom den har Steinerverdenen to ansigter. Det ene ansigt er det mindre pæne, som man helst vil skjule og derfor kun viser indadtil. Det andet ansigt er det påtaget medmenneskelige, som man gerne viser udadtil. Dette ansigt er centralt i Steinerfolkets selvforståelse og kan være medvirkende til, at man i Steinersamfundet har svært ved at erkende en historisk forbindelse til nazismen.

Når moderate Steinerfolk møder den her slags kritik, forholder de sig normalt uforstående og klamrer sig til gamle myter, som desværre ofte er i modstrid med de historiske fakta, imens reaktionære Steinertilhængere slet ikke vil forholde sig til konkrete eksempler i kritikken. Disse møder ofte kritikere med (irrationelle) følelser, hvor taktikken er den, at man går efter manden i stedet for bolden.

Men angående de moderate Steinertilhængeres forsvar med de gamle myter, fortjener et par af de mest brugte, at få et par kritiske kommentarer med på vejen. 

F.eks. ynder man, at fortælle om nazisters overfald på Rudolf Steiner i 1922. Dette skal give os det indtryk, at Steiner var antinazist. Men sandheden er den, at de rigtige overfaldsmænd var fra en gruppe, der rivaliserede med nazismen. Denne lille nationalistiske gruppe tilhørte ligesom antroposoffer og nazister de mest reaktionære og nationalistiske miljøer i Tyskland efter 1.verdenskrig. 

En anden myte er den, at nazister satte ild til Steiners kultsted i Dornach i Schweiz i 1923, hvorefter det hele stort set nedbrændte. Dette har ingen endnu kunnet bevise !

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at der (mig bekendt) ikke findes nogen konkrete beretninger om antroposoffers aktive deltagelse i div. modstandsbevægelser under 2.verdenskrig eller fortællinger om Steinerfolks lidelser i koncentrationslejre, selv om Steinerinstitutionerne gerne sælger sig som nazismens modstandere.

Men en gruppes fælles identitet bygger nødvendigvis ikke på historiske fakta. Så derfor tror jeg, at når Steinertilhængere skal hverve nye kunder til butikken, er de bevidste om, at martyrhistorier altid har været en god vare!

(Kilde: Peter Staudenmaier ; Antroposofi och ekofascism, Folkvett 2/2001)