Den ”klassiske” Steinerkritik findes ikke længere

Engang, for efterhånden længe siden – efter afslutningen af min uddannelse på Rudolf Pædagogseminariet i Aarhus – indledte jeg et opgør med Steinerbevægelsen.

Fokus var dengang mere på konfrontation end på dialog, og på at få nødvendig oplysning ud til omverdenen. Ligesom Steinerkritik andre steder i verden var kritikken især rettet mod oplevet sekterisk adfærd og skjult religiøsitet. Sådan kan kritikken se ud, når man er yngre og har nylige dårlige erfaringer med Steinerverdenen.

Som årene gik, og livet bød på andre udfordringer, blev Steinerkritikken for mig et afsluttet kapitel. Men i 2022 blev jeg introduceret til et projekt omhandlende en kritisk dokumentar om Steinerskoler og -institutioner.

Så var jeg pludselig på banen igen. Min tilgang til Steinerkritikken havde dog ændret sig, og da den – for mig – ikke særligt vedkommende dokumentar endelig fik premiere, blev det tydeligt, at jeg nu betragtede Steinerbevægelsen fra et andet perspektiv.

I dag oplever jeg en Steinerverden, der ikke er sort/hvid. Den er mangesidet og i sig selv hverken entydigt sekterisk eller ensartet. Den kan have kultlignende træk, men da Steinerinstitutioner er meget forskellige, handler det i højere grad om lokale variationer – og om de mennesker, der leder og præger dem.

Mødet med Steinerverdenen handler i sidste ende om mennesker og om oplevelser. Oplevelser er personlige, og de er aldrig forkerte. Den mangesidede Steinerverden vil derfor altid blive oplevet forskelligt.

Dårlige oplevelser skal respekteres og mødes med ordentlighed. Personer med negative erfaringer fra Steinerinstitutioner hader sjældent Steiner som idé, men er ofte mennesker, der stadig kan se noget værdifuldt – for eksempel i Steinerpædagogikken.

I dag har mange af de gamle Steinerkritiske hjemmesider rundt omkring i verden mistet deres aktualitet og fungerer i praksis som arkivmateriale. Jeg har også meget ”arkivmateriale” her på siden, men fremadrettet er intentionen, at siden skal være et sted for oplysning og debat ud fra et kritisk perspektiv.

Jeg er åben for dialog og samtale, og alle med interesse for antroposofi, Steinerpædagogik m.m. er naturligvis velkomne.

 

 

Skriv en kommentar