Havnegade 6
Havnegade 6, Aarhus C.
En augustdag i 1996 stod jeg foran den store sorte dør.
Jeg vidste ikke helt, hvad der ventede mig, men jeg vidste, at jeg havde brug for en uddannelse – og jeg havde hørt, at man på Rudolf Steiner Pædagogseminariet arbejdede kreativt. Det lød som noget for mig.
Indenfor blev jeg mødt af farver, duft af kaffe og en stemning af noget anderledes. De talte om “antroposofi”, et ord jeg aldrig havde hørt før, og som jeg heller ikke helt forstod. Det lød mystisk, men også lidt spændende.
Hver fredag gjorde vi seminariet rent, og vi bryggede også kaffe til lærerne. Det virkede lidt gammeldags, men jeg tænkte, at sådan var det nok på et kreativt sted.
Men efterhånden begyndte noget at føles forkert. Bag de smilende ansigter og de mange ritualer gemte sig et miljø, hvor kritik blev mødt med tavshed, og hvor lærerne forventede lydighed. Grænser blev overskredet. Man skulle helst tro på “Steiners menneskesyn”, på reinkarnation og åndelige hierarkier. Spørgsmål blev tolket som mangel på tillid.
Det var mærkeligt at se begavede voksne mennesker underkaste sig et system, der byggede på Rudolf Steiners verdensbillede – et system, der ikke blot formede undervisningen, men også vores måde at tænke og føle på.
Flere af mine medstuderende forsvandt pludselig. Jeg husker, hvordan nogle gik grædende ud af døren, hvorefter de næste dag var helt væk fra listen over studerende. Og ingen talte om det. Det var, som om de aldrig havde været der.
Tidligere i min ungdom ville jeg nok have stoppet på seminariet. Jeg blev dog. Måske fordi jeg var nysgerrig. Måske en mærkelig drivkraft fik mig til at fortsætte.
Så i juni 1999 stod jeg der som én af blot syv, der gennemførte uddannelsen ud af de 28, der begyndte i 1996.
Steinerkritisk Forum 