Tidligere liv i Steinerpædagogikken

Steinerpædagogikken, bygger på Rudolf Steiners Antroposofi, hvor ideen om tidligere liv spiller en central rolle.

I Steinerinstitutioner tages der udgangspunkt i en tro på, at børns sjæle bærer på erfaringer fra tidligere liv, som påvirker deres nuværende personlighed og udvikling.

Mange Steinerpædagoger iagttager barnets “sjælelige karakter” gennem observationer af dets adfærd, interesser og fysiske træk. Disse observationer bruges til at tilpasse pædagogikken, så den understøtter barnets udvikling, som antages at være præget af dets tidligere inkarnationer. Pædagogerne arbejder således ud fra en spirituel forståelse, hvor barnets sjæl ses som en bro mellem det fysiske og det åndelige.

Denne tilgang indebærer også en særlig opmærksomhed på barnets temperament og udviklingstrin, som ifølge Steiner er knyttet til kosmiske og karmiske love. Steinerpædagogikkens udøvere trænes hertil i at “iagttage sjælen” gennem antroposofiske principper, hvor de søger at forstå barnets indre væsen for at fremme dets harmoniske udvikling. Dette kan eksempelvis ske gennem kunstneriske aktiviteter, rytmiske lege og en bevidst undgåelse af intellektuel overstimulation i de tidlige år.

Den antroposofiske tilgang til pædagogik mangler videnskabelig evidens, og forestillingen om tidligere liv kan føre til forudindtagede vurderinger af børn, hvor pædagoger tolker deres adfærd ud fra spirituelle antagelser frem for konkrete observationer. Desværre er forældre sjældent informeret om de antroposofiske principper, der ligger til grund for denne pædagogik.

Steinerpædagogikkens fokus på tidligere liv giver således en unik, men kontroversiel ramme for børneopdragelse, hvor åndelighed og pædagogik flettes sammen. Men desværre er Steinerinstitutionerne ikke så tydelige omkring det.

Se også: Iagttagelse af sjælen