
Sundhedsfaglige bekymringer
I indlægget ”Karma og reinkarnation i Steinerskolen” skrev jeg om en jysk Steinerskoles mulige brug af karma og reinkarnation i deres pædagogiske praksis. Bl.a. havde en tidligere skoleledelse rejst kritik af denne praksis. Via indsigt i en aktindsigt kunne jeg hertil læse, at ”de havde oplevet et udtrykt syn på mistrivsel og sårbarhed blandt elever, som handlede om, at dette skyldtes elevers tidligere liv og karma”.
Men skoleledelsen var ikke alene om at påpege bekymrende “mistrivsel og sårbarhed” blandt Steinerskolens elever. Sundhedsplejen i kommunen havde også sine bekymringer. De skrev bl.a. ifølge aktindsigten følgende (2023):
“Det er sundhedsplejens oplevelse, at der har været mindre gode erfaringer med samarbejdet med skolen set over en årrække.”
“På Steinerskolen er der en del familier, der ikke ønsker at tage imod tilbuddet fra sundhedsplejen og der er en oplevelse af, at det er flere forældre, der fravælger tilbuddet end på andre skoler. Der er en oplevelse af, at der fra skolens side er en træghed i at undersøge og følge op på børnenes eventuelle vanskeligheder. Sundhedsplejen har derfor en opmærksomhed på om børnene får tilstrækkelig hjælp og støtte. Det gælder f.eks. børn med diagnoser. Sundhedsplejerskens erfaring er, at det kan være vanskeligt at få etableret et tværfagligt samarbejde vedrørende disse børn.”
“Modsat andre skoler er der en oplevelse af, at det overordnet kendetegner forældregruppen, at det er en gruppe, som måske kan tage afstand fra systemer, hvorfor flere fravælger kontakt til sundhedsplejen.”
“I sundhedsplejens perspektiv er det bekymrende, når der fra skolens side er en træghed i at undersøge og følge op på børnenes eventuelle vanskeligheder og dermed sikre at børnene får den tilstrækkelige hjælp og støtte rettidigt. Vi oplever det bekymrende, at der tilsyneladende er en holdning om at “når barnet er klar, så kommer det”. Denne tilgang vanskeliggør det opsporende og forebyggende sundhedsfaglige arbejde og kan forsinke en rettidig indsats til barnet.”
I aktindsigten er det uklart om sundhedsplejen havde noget kendskab til en mulig brug af karmalære på Steinerskolen. Men bekymringerne var der tydeligvis.
Det skal også nævnes, at skolen de senere år i forhold til sit lave elevtal havde haft et meget stort antal elever med specialpædagogiske udfordringer. Skolens lærere havde ikke været uddannet til at kunne løfte denne svære opgave.